Susanne Eilersen afløser Kristian Thulesen Dahl i Folketinget

0
5744
Susanne Eilersen er byrådsmedlem i Fredericia og arbejder som lokalforeningskonsulent i DF. Fra 1. august indtræder hun i Folketinget som afløser for Kristian Thulesen Dahl. Foto: Anders Eilersen

Dansk Folkepartis folketingsgruppe vokser igen til seks medlemmer, efter at Kristian Thulesen Dahl har meddelt, at han har fået nyt job. Tidligere folketingsmedlem Susanne Eilersen overtager hans plads

”Det er meget overraskende, men jeg er utroligt glad”.

Nyheden er ikke mange minutter gammel, da ditOverblik fanger Susanne Eilersen på telefonen. Hun har netop fået besked om, at hun pr. 1. august skal overtage Kristian Thulesen Dahls plads i Folketinget, og hun er klar:

”Du kan tro, jeg er klar. Jeg glæder mig. Det bliver spændende at komme tilbage, og uanset hvilke ordførerskaber jeg får, vil jeg bare klø på,” siger Susanne Eilersen.

Det er kun to dage siden, at Kristian Thulesen Dahl meldte sig ud af Dansk Folkeparti. Det skete til heftige spekulationer om, at den tidligere partiformand ville melde sig under fanerne hos Inger Støjbergs nye parti ”Danmarksdemokraterne”. Men fredag blev det offentliggjort, at Kristian Thulesen Dahl skal være direktør for Port of Aalborg, dvs. Aalborg Havn. Han forlader derfor Folketinget, og det giver plads til DFs 1. suppleant i Sydjyllands Storkreds, 57-årige Susanne Eilersen, der sad i Folketinget 2015-2019.

”Jeg fik nyheden overbragt af Ritzau, der ringede og spurgte om jeg var klar til at påtage mig hvervet. Jeg havde ikke hørt om Thulesen Dahls nye job, så det var meget overraskende. Men jeg er utroligt glad. Det er et privilegium at sidde i Folketinget. Også selv om det bliver en kortere periode,” siger Susanne Eilersen med henvisning til, at næste folketingsvalg skal afholdes senest 4. juni 2023.

“Jeg er utroligt glad. Det er et privilegium at sidde i Folketinget”

Tror på Dansk Folkeparti

For en uge siden meldte fire folketingsmedlemmer sig ud af Dansk Folkeparti, heriblandt gruppeformand Peter Skaarup og den tidligere næstformand Søren Espersen. Udmeldelserne har dog ikke fået Susanne Eilersen, der er byrådsmedlem i Fredericia og arbejder som lokalforeningskonsulent for DF, til at overveje sin DF-fremtid. Tværtimod:

”Jeg er kun blevet bestyrket i, at jeg er det rette sted. Jeg har været medlem af Dansk Folkeparti i 24 år, og det er her, jeg hører hjemme. Jeg synes, Morten Messerschmidts projekt er megaspændende. Vi har tidligere forsømt at få nogle unge talenter frem i partiet. Det gør vi noget ved nu, og det vil jeg gerne hjælpe til med,” siger Susanne Eilersen.