Dansk Folkeparti forsøgte i sidste uge at få sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at svare på, hvornår han personligt fik besked om, at en person kan smitte med covid-19 uden at have symptomer
Hvornår fik sundhedsminister Magnus Heunicke (S) besked om, at personer med covid-19 kan smitte andre, før de selv har symptomer. Det gør Dansk Folkeparti nu endnu et forsøg på at få afklaret.
Ministeren har bekræftet i et skriftligt svar til Folketinget, at Sundhedsstyrelsen allerede den 28. januar blev orienteret af Statens Serum institut om, at covid-19 kan smitte, inden man har symptomer som eksempelvis hoste, feber eller åndedrætsbesvær.
Men Magnus Heunicke har indtil videre undladt at svare på, hvornår han selv fik direkte besked.
I svaret til Folketinget skriver Heunicke blot, at han “løbende har fået både mundtlige og skriftlige orienteringer fra mine embedsmænd og sundhedsmyndighederne”.
Og i sidste uge i Folketinget undlod han at besvare flere direkte spørgsmål om sagen fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt og DFs gruppeformand Peter Skaarup.
Få ditoverbliks nyhedsbrev – tilmeld dig her
“Boksekamps-spørgsmål”
Han fik bl.a. følgende spørgsmål fra Peter Skaarup:
“Det, som undrer mig lidt, er, at ministeren ikke svarer på det spørgsmål, som fru Liselott Blixt kom med, nemlig hvornår ministeren fik besked om den her sag, der er hos Sundhedsstyrelsen dukker op den 28. januar. Så kan vi ikke godt her i Folketinget få at vide, hvornår ministeren fik besked om det?”
Til det svarede ministeren at:
“…jeg ligesom alle andre fulgte med i danske medier, og det vil sige, at det jo var en oplysning, som var fuldkommen transparent. Det var offentligt tilgængelige oplysninger”.
Det fik Peter Skaarup til at følge op med dette spørgsmål:
“Jeg taler ikke om presseomtale. Det har vi alle sammen kunnet forvisse os om, og nogle ting reagerer man på, nogle ting reagerer man ikke på. Men hvornår fik ministeren direkte besked? Det er det, der er spørgsmålet, som er blevet stillet både i sidste uge og nu igen mange gange”.
“hvornår fik ministeren direkte besked? Det er det, der er spørgsmålet”
Peter Skaarup, gruppeformand (DF), til Magnus Heunicke
Men heller ikke det fik han svar på. Magnus Heunicke kom i stedet med dette svar:
“Jeg kan godt genkende den her slags spørgsmål fra sådan den normale politiske boksekamp – hvem har vidst hvad hvornår. Det her er ikke en fortrolig eller hemmelig oplysning. Denne oplysning var at finde i helt åbne internationale studier, og der blev skrevet om det i hvert fald i lang række af de største danske medier. Og i de samme dage blev det udsendt i to af de styrelser, jeg har ansvaret for, altså om deres retningslinjer i forhold til opsporing, når det gælder Styrelsen for Patientsikkerhed, og i forhold til de retningslinjer som Sundhedsstyrelsen lavede lige de sidste dage af januar og første dage af februar. Det vil sige, at der er – og jeg kunne næsten have lyst til at citere en tidligere statsminister – intet som helst at komme efter i den her sag”.
Retningslinjer blev først ændret 21. april
Men dermed slipper ministeren ikke. Liselott Blixt og Peter Skaarup har anmeldt endnu et spørgsmål til ministeren i denne uges spørgetid. Det lyder sådan her:
Hvad mener ministeren om at Statens Serum Institut allerede den 28. januar 2020 gjorde Sundhedsstyrelsen opmærksom på, at der var tegn på milde tilfælde og smitte før symptomdebut?
Når spørgsmålet er interessant, er det fordi der gik næsten tre måneder fra Sundhedsstyrelsen fik besked om den ”usynlige” smitterisiko og til styrelsen ændrede sine retningslinjer for håndtering af covid-19 i sundhedsvæsenet. Indtil den 21. april lød det i retningslinjerne at det var:
”…uklart i hvilket omfang, personer uden symptomer kan medvirke til at sprede smitte”.
Men fra den 21. april blev retningslinjerne ændret. Nu hed det, at især yngre personer kan været smittet med ny coronavirus uden at udvikle symptomer, samt at ”smitte kan ske fra symptomatiske og præsymptomatiske personer”, dvs. før symptomerne viser sig.
Professor: Meget alvorligt
Overlæge og professor i klinisk mikrobiologi ved Rigshospitalet, Niels Høiby, har i Berlingske kritiseret i skarpe vendinger, at der gik næsten tre måneder.
”Det fatter jeg ikke, at de ikke omgående reagerede på. Det er alt for sent, at det først bliver en del af retningslinjerne 21. april, for det er helt afgørende viden i forhold til, hvordan virussen skal håndteres. Det kunne have givet et helt andet forløb for virussen i Danmark, hvis myndighederne tidligt reagerede på denne information. Det er meget alvorligt, det her,” sagde Niels Høiby, der også er regionsrådsmedlem for Liberal Alliance, den 29. april til Berlingske.
Liselott Blixt: Hvorfor gik der så lang tid?
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt er også kritisk. I Folketingets spørgetid i onsdags sagde hun sådan her til sundhedsminister Magnus Heunicke efter hans undvigende svar:
”Så går vi ud fra, at ministeren vidste det allerede den 29. januar. Så kan man spørge: Hvad er grunden til, at der så gik 2 måneder, før man ændrede retningslinjerne? Det gjorde jo, at de mennesker, som passede f.eks. vores ældre på plejehjemmene – altså der, hvor der er flest, som er afgået ved døden som følge af covid-19 – måske kunne have beskyttet sig bedre, hvis de havde vidst, at der var nogle andre retningslinjer. 2 måneder gik der! Hvad var grunden til, at der skulle gå 2 måneder, fra at ministeren fik det at vide, til at man ændrede retningslinjerne?”.
“Hvad var grunden til, at der skulle gå 2 måneder, fra at ministeren fik det at vide, til at man ændrede retningslinjerne?”
Liselott Blixt, sundhedsordfører (DF), til sundhedsminister Magnus Heunicke
Hun fik dog ikke noget direkte svar. I stedet fastslog sundhedsministeren, at Sundhedsstyrelsen allerede 5. februar skrev i sine retningslinjer at ”der er set eksempler på person til person-smitter før symptomdebut, med WHO vurderer, at smitte hovedsageligt sker fra patienter med symptomer”.
”Så det er altså Sundhedsstyrelsen, der den 5. februar lægger det her helt åbent frem,” lød det fra ministeren i onsdagens spørgetid.
Få ditoverbliks nyhedsbrev – tilmeld dig her