På blot to døgn er antallet af briter, der døde med corona virus i blodet, næsten fordoblet til 2352. Samtidig er de britiske medier fulde med historier om små lys i mørket
Den sidste uges tid har beboerne på en hel gade i Frodsham, der er en bydel i Cheshire, mødtes klokken elleve for at danse sammen. Alt sammen i passende afstand – og kun ti minutter ad gangen, så vejen ikke er spærret for lang tid ad gangen. En af beboerne, den 23-årige Elsa Williams, har delt billeder og film på Twitter.
”Folk her på vores gade er mest enten børn eller ældre, så det her er noget vi alle ser frem til. Og alle holder afstand på mindst to meter – hvis de da ikke bor sammen i forvejen,” fortæller hun.
Mange andre historier handler om mennesker, der sætter deres navne og penge ind på at hjælpe andre. Et særligt initiativ, som tre kendte skuespillere – heriblandt Damian Lewis – har sat gang i, sikrer gratis, varm mad til sygepersonale på hospitalerne. I første omgang ville man sikre et varmt måltid om dagen til personalet på fem store sygehuse i London, der tæller næsten halvdelen af alle corona syge briter.
Men nu har 14 restaurantkæder støttet ideen og tusinder støtter #FeedNHS kampagnen, så den kan udvides. NHS står for National Health Service, det offentlige britiske sundhedsvæsen.
Forsøg med medicin
Selvfølgelig vejer de triste nyheder fra hospitalerne, økonomien og det offentlige liv tungt. Briterne forventer stadig flere døde over de næste to uger, mens også teenagere er blandt dem, der ikke klarede det. Og den nationale stolthed lider, som når traditionelle højdepunkter som tennisturneringen i Wimbledon aflyses.
Men briterne er også gode til at lægge mærke til de små fremskridt. Som når Virgin Orbit, der ellers satser på rumflyvninger, helt stiller om og er klar til at levere de første respiratorer i begyndelsen af næste uge. Eller når en stor entreprenør skaffer 8000 handsker til det lokale hospital.
Særlig interesse er der for et stort forsøg med ny medicin. Koncernen Gilead, der fokuserer på medicin netop mod virus, sætter gang i forsøg på en række hospitaler i England og Skotland. Medicinen Remdesivir har tidligere i dyreforsøg vist sig virksomme mod to andre og mere dødelige former for corona virus, Mers og Sars.
Remdesivir testes blandt andet i London og Liverpool. Der er tale om et bredspektret antivirus middel og det testes på patienter med middel til svær COVID-19. Forsøgene sker i fase tre – altså lige før det står klart, om den nye medicin er både sikker og virksom.