Statsministers spindoktor får samme magt som ministre i magtfulde udvalg

0
2110
Statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af sin særlige rådgiver Martin Rossen under møde i Statsministeriet i august. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen deltager ”på lige fod” med ministre i regeringens koordinations- og økonomiudvalg. Det skriver statsministeren i et svar. Peter Skaarup (DF) kalder Rossens rolle for ”dybt kritisabel”

Statsminister Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen er drillende blevet Danmarks første vicestatsminister, efter at han er blevet chef for et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet og som den første spindoktor har fået fast plads i regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Men der er noget om snakken. Martin Rossen har nemlig lige så meget at skulle have sagt i de to magtfulde regeringsudvalg, som de øvrige medlemmer, der alle er centrale ministre.

Det fremgår af et svar fra statsministeren til Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget. Tre borgerlige politikere, Kristian Jensen (V), Peter Skaarup (DF) og Mai Mercado (K), har stillet en række spørgsmål om Martin Rossens nye rolle. I et af svarene bekræfter Mette Frederiksen, at Martin Rossen får samme position i de to udvalg som de øvrige medlemmer.

Som statsministeren skriver:

“Stabschefen i Statsministeriet er indtrådt som medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg med henblik på at deltage i regeringens drøftelser af de spørgsmål, som regeringen vælger at drøfte i udvalgene, på lige fod med de øvrige udvalgsmedlemmer”.

Til gengæld vil Martin Rossen ikke stå til rådighed for pressen, og han er ikke underlagt ministeransvarlighedsloven, så Folketinget kan ikke føre demokratisk kontrol med stabschefen, der også er en af statsministerens nære venner.

Berlingskes koncernchef Anders Krab-Johansen på Twitter om Martin Rossen.

Burde være underlagt parlamentarisk kontrol

Det får flere politikere til at rejse kritik. Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup mener, at Martin Rossen burde have været udnævnt til minister, så Folketinget kan indkalde ham til samråd og stille ham spørgsmål:

”Det er en risiko for folkestyret, at vi har et medlem af de mest magtfulde udvalg, der ikke kan føres parlamentarisk kontrol med. Det overrasker mig egentlig, at regeringen vil løbe den risiko, når de har været så priviligerede at vinde magten. Jeg er meget interesseret i at høre, hvad partierne, der støtter regeringen, siger til de. Jeg har svært ved at forestille mig, at de synes om det her,” siger han til Berlingske.

”Det er en risiko for folkestyret, at vi har et medlem af de mest magtfulde udvalg, der ikke kan føres parlamentarisk kontrol med”

Peter Skaarup, gruppeformand, DF, til Berlingske

Et af støttepartierne er meget kritisk. Den radikale Jens Rohde, der er medlem af Folketingets Præsidium, vil have Rossens rolle diskuteret i præsidiet:

”Det er absolut ikke uproblematisk, og vi kan ikke gennemskue konsekvenserne,” siger han.

Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen har gentagne gange forvaret Martin Rossen og hans nye rolle. Det gør han også denne gang, hvor Jesper Petersen pure afviser, at Martin Rossen burde have været omfattet af ministeransvarsloven, når han sidder i koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

”Han er ikke minister. Medarbejdere skal ikke stilles til ansvar, ligesom blandt andet ministre kan,” siger den politiske ordfører til Berlingske.

Læs også: Mette Frederiksens toprådgiver sprænger lønloft