Søren Espersen: Lad Stram Kurs holde kongres på Christiansborg

0
1985
Stram Kurs' partileder Rasmus Paludan under en demonstration i august. Foto: Scanpix

Politiets forbud mod Stram Kurs’ rigskongres i Middelfart i lørdags får Søren Espersen til at gå til Folketingets formand. Han mener, at Folketinget bør lægge lokaler til Stram Kurs-mødet

Politiet nedlagde i sidste uge forbud mod, at partiet Stram Kurs kunne holde en såkaldt rigskongres i Middelfart i lørdags. Dét forbud finder Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen så betænkeligt, at han nu foreslår, at Folketinget lægger lokaler til Stram Kurs’ møde.

Søren Espersen har sendt et brev til Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S). I brevet, som han har offentliggjort på Facebook, skriver han:

 ”Kære Formand,

Jeg har noteret, at Politiet har nedlagt forbud mod partiet Stram Kurs’ planlagte – såkaldte – Rigskongres, som partiet have forberedt skulle finde sted i Middelfart og dermed, som følge af trusler har gjort det umuligt for partiet at gennemføre mødet.

Jeg finder det betænkeligt, at et lovligt, opstillingsberettiget parti således reelt formenes adgang til at afholde et lovligt møde. Jeg skal derfor opfordre til at Folketinget som institution undtagelsesvist og for at sikre demokratiet, indbyder det opstillingsberettigede parti Stram Kurs til i et egnet lokale på Christiansborg at gennemføre sin såkaldte Rigskongres.

Med venlig hilsen

Søren Espersen, MF”.

Sikkerhedstrussel mod Paludan

Fyns Politi har begrundet sit forbud med ”den aktuelle sikkerhedsmæssige situation i forhold til Rasmus Paludan”. Det kommer i forlængelse af, at Københavns Politi forleden udstedte et forbud mod, at partileder Rasmus Paludan må demonstrere i politikredsen. Dét forbud begrundes i følge BT med, at der er en specifik terrortrussel mod Rasmus Paludan.

Forbuddet mod Stram Kurs-mødet kritiseres ikke kun af Dansk Folkeparti. Ekstra Bladets opinionsredaktør Mads Kastrup skrev mandag under overskriften “Hvad fejler Fyns politi?”:

“Burde nogen ikke tage en alvorlig samtale med Fyns Politi? Gerne nogen fra Justitsministeriet. For det kan vel ikke passe, at nationen som sådan har samme forhold til, hvordan og i hvilke sammenhænge man beskytter frihedsrettighederne”.

Stram Kurs har foreløbig meddelt, at rigskongressen udskydes til et senere tidspunkt.