Snestorm over Istanbul: Brødkøer og ingen naturgas

0
1776
Snevejr ved Ortaköy Moskeen i Istanbul. Foto: Yasin Akgul/AFP/Ritzau Scanpix

Den tyrkiske præsident Tayyip Recep Erdogans særlige islamistiske økonomi kollapser: Ingen strøm eller naturgas midt under snestorm

I bydelen Sultangazi i Istanbul står folk i kø i halve timer midt i en usædvanlig snestorm. De venter foran en af byens egne brødudsalg, der sælger et brød lidt billigere end de private bagere. Så desperate er tyrkerne, at de venter for at få en brød en halv Lira (25 øre) billigere – og det rammer ikke bare Istanbul, men store dele af landet.

Ude i byens lufthavn IST, der er bygget af præsidentens særlige venner, styrtede en del af taget sammen under sneen. Da lufthavnen blev bygget, var løftet ellers, at den kunne fungere under alle omstændigheder. Nu er alle afgange aflyst og mange er fanget ud i lufthavnen, hvor de kræver hotelværelser, der ikke findes.

For regeringen i Ankara har også spærret transporterne ind til Istanbul. Mange borgere i Istanbul ser det som en hævn over en by, der har valgt en anden vej end Erdogan og hans AK parti. Midt i kaos muntrer mange sig over, at landets magtfulde indenrigsminister heller ikke kunne lande i Erdogans nye lufthavn, men må søge til byens gamle lufthavn, der er opkaldt efter landsfaderen Atatürk.

Ingen gas

Hvor slemt det står til med økonomien, viser en anden historie. Landets industri kan ofte ikke få naturgas til driften, fordi landets lagre er tomme. Og da nabolandet Iran, der er er trætte af Erdogan af andre grunde, har lukket for deres leverancer af naturgas, er ledningerne tomme.

Iran leverer kun ti procent af Tyrkiets forbrug og har også før standset leverancerne af politiske grunde. Men Tyrkiet er så hårdt presset økonomisk, at man ikke har haft valuta til at købe ind til de nødvendige lagre. Så midt i det kaos, som en uventet snestorm skaber, har millioner af husstande ikke gas til varme – og strømmen udebliver i timevis.