Skræmmer politikerne til at spare på politiet

0
1522
Minneapolis borgmester Jacob Frey mødes med fuckfingre og buhråb. Imodsætning til et flertal i byrådet vil han ikke nedlægge politiet, men dog gennemføre en større reform. Foto: Stephen Maturen/Getty Images/AFP

Amerikanske politikere er så opskræmte af raceoptøjerne, at de helt seriøst overvejer at nedlægge politiet eller i det mindste skære dets budget kraftigt ned

Hvis man er en af de millioner verden over, der følger den amerikanske præsident på Twitter, så ser man stadig oftere et for ham usædvanligt kortfattet tweet. LAW & ORDER, skriver Donald Trump igen og igen. Og med kravet om ’lov og orden’ svinger han igen med det amerikanske flertal, som ellers nåede at blive virkelig træt af ham under corona-krisen. Og Donald Trump får god hjælp fra den overvældende vold, som man kan se på optagelser fra optøjerne – eller selv opleve, hvis man er så uheldig at leve i de hårdest ramte kvarterer.

Trump får også hjælp fra de mest progressive kredse i USA, hvor man i forskrækkelse over de voldsomme optøjer foreslår at stryge pengene til politiet. Denne såkaldte de-funding startede, hvor optøjerne også startede efter en politibetjents drab på den afroamerikanske mand, George Floyd, nemlig i byen Minneapolis i delstaten Minnesota. Her har byrådet planer om helt at lukke byens politistyrke.

Byens borgmester er dog imod de rabiate planer, men han blev pebet ud af demonstranter, da han prøvede at forklare sig. Omvendt møder planerne stor modstand på de sociale medier. Det er gået så vidt, at mange på de sociale medier blot kalder byen for Minnea-police – Minnea minus politi.

New York afgørende

Måske mere overraskende er det, at stærke kræfter inklusive borgmesteren taler om at skære politiet i New York ned til uniformsstøvlerne. Bill de Blasio har som borgmester for USA’s nok mest magtfulde by i forvejen ikke klaret sig godt. Hverken under corona-krisen eller under de raceoptøjer, der også har hærget byen, har han levet op til new yorkernes forventning om handlekraft.

Demonstration i New York. Foto: REUTERS/Eduardo Munoz TPX IMAGES OF THE DAY

Måske er det derfor, han nu taler de mest rabiate demonstranter efter munden og foreslår selv at skære politiet ned og bruge pengene på sociale programmer. Hans udtalelser kommer efter to ugers optøjer, hvor der blev plyndret 909 butikker bare på en uge. Hundreder er blevet arresteret, mens politiet foreløbig har opgjort antallet af betjente, der er kommet til skade eller såret, til 354.

Når det går godt, kalder politikerne gerne byens politi NYPD for ’New Yorks finest’. Men det er også en politistyrke, der koster 6 milliarder dollars om året. Det svarer ret præcist til 40 milliarder kroner – mens det danske forsvar til sammenligning koster 25 milliarder årligt.

Støtte fra New York Times

Kravet om at afskaffe politiet eller i det mindste skære det hårdt ned, har naturligt nok vakt modstand hos de fleste politikere. Selv USA’s mest kendte progressive politiker Bernie Sanders, der længe forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat, siger fra overfor sine egnes ideer om et USA uden politi. Tværtom vil han giver flere penge til politiet, der skal øremærkes til at hyre bedre uddannede betjente.

Demonstrat i Washington DC. Foto: REUTERS/Lucas Jackson

Omvendt svinger byens mest indflydelsesrige avis, New York Times, med den mest rabiate fløj. Avisen bringer i dag et portræt af George Floyd i anledning af at han blev begravet. Et portræt, hvor han bliver fremstillet som et håb og en inspiration for andre med hans baggrund.

Avisen nævner nogle af de domme, han har modtaget. Men hans narkomisbrug bliver ikke nævnt. Og hans dom for at have truet en gravid kvinde med et håndvåben bliver bare omtalt som om han havde valgt at erkende sig skyldig i et røveri.

Kilder: New York Times, New York Post, Daily Wire, Twitter, Los Angeles Times,