Peter Skaarup: Klart løftebrud fra Mette F. om tidlig pension

0
2881
Mette Frederiksen på et pressemøde tirsdag aften. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Socialdemokratiet gik til valg på ret til tidligere pension for nedslidte, men det socialdemokratiske slagnummer om pension er ikke nævnt med ét ord i den politiske aftale, som S har indgået med sine støttepartier. “Det var en løftebrudskampagne,” siger Peter Skaarup (DF)

”Nu skal det være Arnes tur”, lød det på store plakater i valgkampen fra Socialdemokratiet. Arne var den 59-årige bryggeriarbejder Arne Juhl fra Fjeldsted, og budskabet var klart: Når Socialdemokratiet fik regeringsmagten, skulle Arne og andre nedslidte have ret til at gå tidligere på pension.

Men meget tyder på, at Arne kommer til at kigge forgæves efter sin nye ret. For den tidligere pension for nedslidte, som var Socialdemokratiets store slagnummer i valgkampen, er ikke nævnt med ét ord i den ”forståelsesaftale” om en ny regering, som Socialdemokratiet har handlet på plads med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Radikale Venstre har i forvejen indgået en aftale med den tidligere VLAK-regering og Dansk Folkeparti om at udvide ordningen med seniorførtidspension. Den aftale står ved magt, og de radikale har ingen planer om at indgå en aftale om differentieret pension. Det vil nemlig også kræve, at velfærdsforliget fra 2006 skal opsiges, hvilket der ikke er flertal for.

»Jeg kan ikke forestille mig, at det er muligt at finde et flertal, der vil indføre differentieret pension i den her valgperiode, for det vil jo kræve, at nogen bryder med velfærdsforliget,« sagde den radikale leder Morten Østergaard onsdag morgen på et pressemøde.

Radikale Venstre afholder pressemøde om de nu afsluttede regeringsforhandlinger med partileder Morten Østergaard og gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

“Løftebrudskampagne”

Dansk Folkeparti kommer heller ikke til at hjælpe Socialdemokratiet. Det vil ikke være muligt i denne valgperiode, fordi en ændring af velfærdsforliget først kan få virkning efter et nyt folketingsvalg, og fordi partierne bag velfærdsforliget har aftalt, at det kun kan ændres i enighed.

Det har Dansk Folkeparti påpeget flere gange før folketingsvalget. Alligevel fortsatte Socialdemokratiet sin massive kampagne med Arne og de andre, som har krav på tidligere pension. Det får nu Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup til at beskylde Socialdemokratiet for “løftebrudskampagne” ivalgkampen:

»Jeg kan ikke andet end få den mistanke, at hele den socialdemokratiske valgkamp var baseret på en totalt urealistisk løftebrudskampagne, for det var jo det store salgsnummer fra socialdemokratisk side,« siger Peter Skaarup til Berlingske.

Han understreger, at DF gerne deltager i drøftelser:

”Vi vil gerne diskutere emnet, men skulle man blive enige om noget, skal det først træde i kraft efter et nyt folketingsvalg. Det står fast. Det er de aftaler, vi har,« siger han.

En af de andre socialdemokratiske valgplakater om tidligere pension for nedslidte.

Arne er skuffet

Arne Juhl fra den socialdemokratiske valgplakat er skuffet. Han håber dog stadig, at der kan findes et flertal, siger han til BT.

”Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds. Jeg havde håbet, at der var kommet en aftale. Det er ikke sikkert, at jeg selv ville få gavn af den. Men jeg havde håbet, at der var kommet en aftale, så de, der kommer efter mig, kan få en chance for at gå af efter et langt arbejdsliv, når de er nedslidte,” siger Arne Juhl.

Den kommende socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen tror selv, at det vil lykkes at finde et flertal i Folketinget for en aftale:

”Nu går vi i gang med arbejdet og inddrager arbejdsmarkedets parter. Og jeg kommer til hver eneste dag som statsminister at kæmpe for, at vi får indført en ret til tidligere folkepension,” sagde hun til TV2 News tirsdag aften.

Læs også: Socialdemokratiet under pres: Velfærdsforlig står i vejen for plan om lavere pension