Saudi-Arabien har støttet endnu en moské i København

0
1672
Arkivfoto

Det Islamiske Forbund, der driver moské på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter, fik 375.000 kroner i støtte fra Saudi-Arabien i 2018. Helt forrykt, mener Pia Kjærsgaard

Endnu en moské i København har fået en donation fra det stærkt konservative styre i Saudi-Arabien. Det er Det Islamiske Forbund, der driver moskéen på Hejrevej i Københavns Nordvest-kvarter, som i følge Kristeligt Dagblad fik 371.000 kroner fra Saudi-Arabien i 2018. Tallene fremgår af regnskabet for moskéen, som offentliggøres på Kirkeministeriets hjemmeside.

I sidste uge kom det frem, at Saudi-Arabien har støttet Taiba-moskéen på Nørrebro med 4,9 millioner kroner. Pengene er givet i 2018 og er i følge Berlingske blevet brugt til at købe den ejendom på Titangade på Nørrebro, hvor Taiba-moskéen ligger og hvor der er planer om at udvide med daginstitution og kollegium.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard er kalder det “helt forrykt”, at moskéer i Danmark får store pengegaver fra Saudi Arabien.

“Man skal godt nok være blåøjet for at tro, at pengene bliver givet for Danmarks og brugerne af moskéens skyld. Saudi-Arabien er et land, der absolut ikke vil Danmark det godt. Selvfølgelig kommer de penge med et krav om en modydelse. Det bør helt forbydes, og det har vi også stillet forslag om,” siger hun til Kristeligt Dagblad.

“Man skal godt nok være blåøjet for at tro, at pengene bliver givet for Danmarks og brugerne af moskéens skyld”

Pia Kjærsgaard (DF) til Kristeligt Dagblad

Niels Valdemar Vinding, postdoc på institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet og en af Danmarks førende moskéeksperter, siger til Kristeligt Dagblad, at moskéen på Hejrevej står for en konservativ udgave af islam. Han forventer ligesom Pia Kjærsgaard, at Saudi-Arabien vil kræve modydelser for sin donation.

“Det ville være naivt at tro, at moskéen på Hejrevej ikke har åbnet sig for saudierne med den her donation. Der kan komme bløde og hårde forventninger, og de kan komme nu eller senere. Men jeg tror simpelthen ikke, at de her penge gives ud gratis,” siger Niels Valdemar Vinding til avisen.

De 371.000 kroner, som Det Islamiske Forbund har fået fra Saudi-Arabien, udgør over halvdelen af foreningens indtægter i 2018. Pengene er gået til renovering af moskéens tag og vægge.

Regeringen bebudede i sidste uge, at den vil komme med et indgreb, “der skal forhindre udenlandske organisationer, enkeltpersoner eller myndigheder i at sende penge til religiøse for at undergrave alt det, vores samfund bygger på”. DFs Moreten Messerschmidt advarede dog om, at et sådan indgreb ikke vil være nok. Der er brug for direkte forbud mod donationer fra Saudi-Arabien, mener han.