René Christensen tabte valget om gruppeformandsposten i Dansk Folkeparti. Han erklærer sig alligevel godt tilfreds efter dagens gruppemøde, hvor han blev valgt til næstformand
Selv om René Christensen måtte se sig slået af Peter Skaarup, da DF’s folketingsgruppe tirsdag skulle vælge ny gruppeformand, så lyder han ikke spor slukøret, da ditOverblik fanger ham på telefonen.
DFs finansordfører blev i stedet valgt til politisk næstformand, og han erklærer sig fint tilfreds efter dagens gruppemøde – selv om den nyvalgte formand Morten Messerschmidt havde indstillet, at René Christensen skulle afløse Peter Skaarup som gruppeformand.
”Jeg synes, vi har fået en god gruppebestyrelse. Der var jo ingen, der mente, at Peter Skaarup skulle ud af gruppebestyrelsen. Nu fortsætter han som gruppeformand, det giver noget kontinuitet, og det er også godt,” siger René Christensen.
Den nye næstformand er i det hele taget meget optimistisk efter dagens gruppemøde:
”Stemningen i partiet er god. Vi har medlemsfremgang og vi har lige fået en god meningsmåling. Vi står rigtig et godt sted nu. Jeg synes virkelig, at glasset er halvt fyldt,” siger René Christensen med henvisning til, at medlemstallet er steget med over 25 procent siden formandsvalget i sidste uge, og at DF i denne uge fik den bedste Voxmeter-måling i over ét år.
“God debat i gruppen”
Overfor TV2 News afviser René Christensen, at det er problematisk, at han endte med tabe et kampvalg, selv om Morten Messerschmidt havde indstillet, at gruppen skulle vælge ham.
”Jeg blev opfordret til at stille op. Det gjorde jeg, og så havde vi en god debat i gruppen, der endte med en afstemning. Det var en demokratisk proces, og så blev jeg i stedet politisk næstformand, og det er jeg også rigtig glad for,” siger René Christensen.