Udenrigs- og forsvarsordfører Søren Espersen siger til Jyllands-Posten, at Kristian Thulesen Dahl skal afløse ham som forsvarsordfører. Ordførerskaberne fordeles formelt i næste uge
Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl ser ud til at blive sit partis nye forsvarsordfører, skriver flere medier.
Thulesen Dahl har oplyst, at han gerne vil arbejde med udenrigspolitik, og DFs nye formand Morten Messerschmidt siger til Ekstra Bladet, at det er planen, at Kristian Thulesen Dahl overtager forsvarsordførerskabet fra Søren Espersen, der også er udenrigsordfører.
“Det har ikke været formelt oppe endnu. Men ja, det er planen,” siger DF-formanden.
Søren Espersen siger til Jyllands-Posten, at Kristian Thulesen Dahl skal afløse ham.
“Jeg har aftalt med ham i går, at han bliver forsvarsordfører,” siger Søren Espersen.
Espersen oplyser, at han selv fortsætter som udenrigsordfører. Jyllands-Posten skriver på den baggrund, at der er lagt op til, at de to skal køre parløb, når der skal forhandles nyt forsvarsforlig. Det nuværende forsvarsforlig udløber ved udgangen af 2023.
Peter Skaarup, der tirsdag blev genvalgt som gruppeformand, siger til Ritzau, at ordførerskaberne kommer på plads tirsdag i næste uge.