Regeringen opretter “Hjemrejsestyrelsen”, som skal øge antallet af hjemsendelser. Men det vigtigste er ikke hvilken enhed, der skal stå for opgaven. Det vigtigste er den politik, der føres, mener DFs gruppeformand Peter Skaarup
“Regeringen opretter ny Hjemrejsestyrelse”, lyder overskriften i en pressemeddelelse, som Udlændinge- og Integrationsministeriet udsendte onsdag. Kort forinden havde Folketingets udlændingeordfører fået besked om den nye styrelse pr. telefon eller sms fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
I pressemeddelelsen siger Matias Tesfaye:
”Det er vigtigt for regeringen, at udlændinge uden lovligt ophold rejser hjem. Vi har i mange år haft Udlændingestyrelsen. De giver blandt andet opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte. Nu opretter vi så Hjemrejsestyrelsen, der skal sikre, at folk også kommer hjem igen, når de ikke længere har ret til at være i Danmark. En myndighed, der kun arbejder med hjemrejse. Det synes jeg giver god mening.”
Dermed har Folketingets fået første del af svaret på, hvordan regeringen vil få hjemsendt flere afviste asylansøgere. Men om det rent faktisk vil betyde, at flere rejser hjem, det er Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup ikke blevet meget klogere på.
”Om der bliver udsendt én afvist asylansøger mere eller mindre ved at lave denne nye enhed, det ved jeg ikke. Vi må krydse fingrene for, at det rent faktisk kommer til at gøre en forskel. Det afhænger af, om det bare er en bureaukratisk manøvre, eller om man også ændrer politik,” siger Peter Skaarup.
”Om der bliver udsendt én afvist asylansøger mere eller mindre ved at lave denne nye enhed, det ved jeg ikke”
Peter Skaarup til ditOverblik
DF stiller spørgsmål
Den nye hjemrejsestyrelse skal være på plads fra omkring 1. august. Den får hovedsæde i Udlændingecenter Nordsjællands lokaler i Birkerød og kommer til at bestå af ca. 250 medarbejdere.
Dansk Folkeparti vil nu stille en række spørgsmål til ministeren om den nye styrelse, og partiet vil kræve månedlige rapporteringer over antallet af hjemsendte. Lige nu er ca. 1.100 afviste asylansøgere i udrejseposition i Danmark. Heraf har mere end 200 været i udsendelsesposition i over fem år. Årsagen er bl.a. at det ikke er lykkedes at lave udsendelsesaftaler med en række lande.
”Det der er vigtigt nu, det er, at vi bruger mere pisk og mindre gulerod i hjemsendelsespolitikken. Vi er nødt til at bruge hele paletten af muligheder, når vi skal have hjemlandene til at modtage deres egne borgere, herunder at trække i ulandsbistanden, hvis landene ikke vil samarbejde,” siger Peter Skaarup.
“Det der er vigtigt nu, det er, at vi bruger mere pisk og mindre gulerod i hjemsendelsespolitikken”
Peter Skaarup
Frygter at ekspertise forsvinder
Det er syv måneder siden, at regeringen bebudede en omlægning af Udlændingecenter Nordsjælland (UCN), som håndterer modtagelser og hjemsendelser. Siden har det været sparsomt med oplysninger om planerne, bortset fra at civile skal håndtere hjemsendelser i stedet for politifolk, fordi regeringen vil frigøre politifolk til grænsekontrol. Det har mødt kritik fra Politiforeningen i UCN, og DF har bakket kritikken op. DF mener, at politiet har ekspertisen og de fornødne magtmidler til at håndtere opgaven bedre end civile.
”Vi vil gerne høre mere om, hvordan man vil håndtere modtagelser og hjemsendelser, når politiet ikke skal stå for det. Hvordan vil man sikre, at folk rent faktisk kommer fra det land, de siger de gør, og hvordan vil man sikre, at de kommer med flyet og ikke laver ballade i lufthavnen, når de skal udsendes. Det savner vi svar på. Jeg forudser, at der forsvinder ekspertise op i den blå luft, når det ikke længere er politifolk. Vi mener i stedet, at hjemmeværnet kan stå grænsebevogtningen,” siger Peter Skaarup.
Venstre er også i tvivl
Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede har samme bekymring. Han siger om den nye Hjemrejsestyrelse til Berlingske:
”Jeg er usikker på, om man i praksis gør det på den rigtige måde på grund af nogle af de rokeringer og ændringer i kompetencer, der ligger i det her. Jeg kan være bekymret over, om det er en god ide at tage ansvaret fra politiet og lægge det over i styrelsen,« siger Mads Fuglede.