Dansk Folkeparti er det eneste parti i Folketinget, der ikke ønsker at Danmark tiltræder omstridt FN-pagt om migration. Men de konservative er skeptiske overfor FN-pagten og kræver klare forbehold. Venstrefløjen bakker regeringen op
”Folketinget pålægger regeringen ikke at tiltræde FN-erklæringen Global Compact for Migration”.
Sådan lød Dansk Folkepartis ultrakorte oplæg til folketingsbeslutning, da partiet onsdag eftermiddag havde taget initiativ til en hasteforespørgsel om den omstridte FN-pagt om migration, som regeringen agter at tilslutte sig på et møde i næste uge i Marrakech i Marokko. En aftale, som indeholder fælles retningslinjer for migration, men som kritikere frygter vil sende nye strømme af migranter til Europa fra Mellemøsten og Afrika.
Forslaget fik kun opbakning fra Dansk Folkeparti selv. Alle Folketingets øvrige partier støtter, at Danmark tilslutter sig FN-erklæringen. Men selv om DF er alene om at sige nej, så viste debatten i Folketinget, at der er kritiske røster i regeringen.
De konservatives udlændingeordfører Naser Khader sagde i sit ordførerindlæg:
”Man kan stille en hel del spørgsmål om pagten. Personligt er jeg skeptisk overfor pagten og dens konsekvenser, og den konservative folketingsgruppe deler min skepsis. Derfor er det afgørende for os, at regeringen får formuleret nogle klare forbehold,” sagde Naser Khader.
“Personligt er jeg skeptisk overfor pagten og dens konsekvenser, og den konservative folketingsgruppe deler min skepsis”
Naser Khader (K)
Naser Khader: Er det et skridt mod en konvention?
Den konservative ordfører er bekymret for, at pagten kan være første skridt på vejen mod en konvention. Derfor skal Danmark tage forbehold for, at FN-pagten går den vej, mener Naser Khader. Han stiller også spørgsmålstegn ved, hvad de afrikanske lande forventer til gengæld for at skrive under på en erklæring om, at de vil bekæmpe menneskesmuglere og hjemtage egne borgere, som migrerer illegalt til Europa.
”Der er en masse påstande om pagten i de afrikanske lande, som skal gendrives. Og medie-afsnittet provokerer mig virkelig (afsnittet hvor lande opfordres til ikke at støtte medier, der ”systematisk støtter intolerance”, red.). Vi skal have formuleret nogle forbehold, som er præcise, stramme og klare, så der ikke er tvivl om det danske synspunkt,” sagde Naser Khader.
Også Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye var kritisk. Men S-kritikken går mest på måden, regeringen har håndteret sagen om FN-pagten på. Socialdemokratiet mener, at processen har været for lukket og at regeringen er for sent ude . En juridisk vurdering af aftalen er først kommet i denne uge.
“Det sejler. Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i Socialdemokratiet er temmelig utilfredse med regeringens håndtering,” sagde Tesfaye.
Løkke: Ændrer ikke et komma ved dansk udlændingepolitik
Regeringen afviser kritikken fra Socialdemokratiet og står fast på at tilslutte sig FN-pagten. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i Folketinget, at aftalen ikke rokker ved den stramme danske udlændingepolitik.
”Min regering er garant for en stram udlændingepolitik. På denne baggrund er det en fuldstændig absurd tanke, at vi skulle være parat til at underskrive et dokument, der vil begrænse vores frihed til at føre netop den politik. Så lad mig slå fast: FNs migrationspagt er ikke juridisk bindende, skaber ikke ny lov i Danmark, ændrer ikke et komma i dansk udlændingepolitik,” sagde Lars Løkke Rasmussen.
Aftalen er faktisk en fordel for Danmark, fordi den ”bekræfter landes pligt til at tage egne borgere tilbage”, fortsatte Løkke.
”Denne erklæring er den første af sin slags, der bredt anerkender, at stater har forpligtigelser til at tage egne statsborgere retur. Det er ikke en ny forpligtelse. Men erklæringen anerkender, at den eksisterer, og det er noget vi kommer til at bruge aktivt i vores udsendelsesindsats,” lød det fra statsministeren.
Martin Henriksen: Sig nej
Statsministerens garantier får dog ikke Dansk Folkeparti til at droppe sin opfordring om at sige nej. Alene det, at Enhedslisten, Radikale og Alternativet bakker fuldt op om regeringen i en udlændingepolitisk sag, burde bekymre, sagde udlændingeordfører Martin Henriksen, da han rundede dagens hasteforespørgsel af:
”De radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet er glade. Spørgsmålet ser så, om regeringen er bekymret,” sagde Martin Henriksen og fortsatte:
“Den danske regering bør ikke tiltræde denne FN-erklæring. Det er ikke i dansk interesse at tiltræde en erklæring, der alt andet lige lægger op til mere indvandring. Som lægger op til at fremme det multikulturelle, der lægger op til at lægge begrænsninger på pressefriheden. Det trækker ikke i den rigtig retning for Danmark”.
Læs også: Læs hele aftalen på dansk: Her er FN’s omstridte migrations-pagt