Rapport: Religiøs chikane på danske asylcentre

0
2273

Kristne konvertitter, ateister, kvinder og LGBTI-personer oplever chikane på asylcentre. Det fremgår af en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder

”De begyndte at sige, at vi var ’beskidte’ – najiz – de kaldte os for noget, der er urent, for lort. Alle vores tallerkener blev smidt væk. De ville ikke have, at vores tallerkener rørte deres. De bankede på vores dør og spurgte, om vi have bedt til gud”.

Sådan fortæller en tidligere asylansøger fra Afghanistan, der konverterede fra islam til kristendom. Historien stammer fra en indberetning på et dansk asylcenter, hvor den nykristne familie oplevede chikane. Den kan læses i en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder.

En anden konvertit fortæller, at han fik beskeder på sin facebook fra en imam i sit hjemland, Afghanistan:

”Du skal skifte religion, og hvis du ikke gør det, slår vi dig ihjel”.

Religiøs politibetjent på asylcenter

De er to af flere konvertitter og ateister på danske asylcentre, som har oplevet religiøs chikane. En tredje har oplevet at blive vækket klokken to om natten ved, at en maskeret mand bankede på ruden og truede med bank, hvis ikke der konverteredes til islam indenfor en måned. Og en kvinde fortæller om, at de andre beboere truede med at klage til ledelsen over, at ”vi var dårlige mennesker, at jeg var en prostitueret”.

Der er også en beretning om en person, der er agerer religiøs politibetjent på et asylcenter. Han kontrollerer acceptabel religiøs adfærd og udseende.

”Det kulminerede den 25. april i en konfrontation med Y (M), xxx, der får revet sin halskæde af, og ødelagt, da denne betragtes som et kristent symbol,” hedder det i indberetningen, der er fra 2016.

Ifølge rapporten er der problemer med både religiøst motiveret chikane og negativ social kontrol. Det er særligt kristne konvertitter, ateister, kvinder og LGBTI-personer, der er udsatte på centre, hvor muslimer udgør flertallet af beboerne.

”I interviews fortæller både konvertitter og ateister, at de begrænser sig selv af frygt for chikane. Ateister undlader at fortælle folk om deres overbevisning. Konvertitter skjuler deres religiøse symboler, gemmer deres bibel, lader være med at tale om deres religiøsitet og skjuler deres besøg i kirken,” skriver Institut for Menneskerettigheder i rapporten, som er baseret på interviews og spørgeskemaundersøgelser fra 2017 og 2018. 19 ledere og 98 medarbejdere har deltaget i undersøgelsen, mens der er lavet 41 længere interviews med blandt andet beboere.

Omfang ukendt

Hvor stort et omfang chikanen har, er ifølge rapporten svært at sige. Nogle konvertitter mener, at det er en mindre gruppe muslimske beboere, der står bag. Andre siger, at stort set alle muslimer er kritiske overfor konvertitter. Der er også beretninger om konvertitter og ateister, der generer muslimer.

”Mange af beboerne, vi har talt med, siger, at de ikke ønsker at melde episoderne, da det alligevel ikke hjælper noget. Nogle siger, at ledelsen ikke forstår deres problemer. Så der foregår utvivlsomt en del, som ledelsen og medarbejderne ikke kender til,” siger Eva Marie Lassen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og en af forfatterne til rapporten, til Kristeligt Dagblad.

En repræsentant for Røde Kors’ asylafdeling siger til Kristeligt Dagblad, at det kan være svært at afgøre, om religion er årsag til konflikterne.

”Hvis beboerne ikke selv vil henvende sig om problemerne, tror jeg, at den bedste måde at løse problemet på er at satse på mere oplysning og dialog. Det gør vi blandt andet ved at tage emner som tolerance og religionsfrihed op ved undervisningen, når folk ankommer til centrene,” siger Maja Rettrup Mørch, leder af kommunikation, fortaler og frivillighed i Røde Kors’ asylafdeling til Kristeligt Dagblad.

S-ordfører stiller spørgsmål til minister

Chikanen bliver nu taget op i Folketinget. Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye har stillet spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

”Er der efter ministerens opfattelse behov for initiativer, der kan sikre tros- og religionsfriheden på danske asylcentre,” spørger Mattias Tesfaye.

Rapporten fra Institut for Menneskerettigheder kan læses her.

Læs også: Vold mod kristne tager til i Frankrig