Politiet i Malmø forbyder islamkritisk demonstration

0
2396
Sådan markedsførte kunstneren Dan Park og Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan deres fælles demonstration. Nu har de fået forbud mod demonstrationen. Illustration fra Dan Parks facebookside

Rasmus Paludan og kunstneren Dan Park har fået forbud mod en islamkritisk demonstration, som skulle have fundet sted fredag i Malmø. Politiet siger, at de ikke kan garantere for sikkerheden

En planlagt demonstration mod islam, hvor Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan ville brænde koranen af og “drukne den i svineblod og urin”, er mere end svensk politi vil tillade.

Demonstrationen, som er arrangeret af den svenske gadekunstner og islamkritiker Dan Park, skulle have fundet sted fredag. Men onsdag meddelte politiet, at der ikke kan gives tilladelse til demonstrationen, fordi der ikke kan findes et sikkert sted i Malmø. I følge svenske medier skulle politiet bl.a. frygte stenkast mod demonstrationen.

I første omgang havde Paludan og Dan Park planlagt at demonstrere foran stormoskeen i Rosengård. Det sagde politiet nej til, og efter at have overvejet andre lokationer, har politiet nu givet et definitivt afslag.

“Vi skal tage højde for sikkerheden for både arrangøren, deltagerne og borgerne. Derfor ser vi ikke nogen mulighed for at give en tilladelse til demonstrationen,” siger Mattias Sigfridsson, fungerende leder af Malmø politi, i en pressemeddelelse.

Dan Park: Vold dæmper ytringsfriheden

I følge Expressen har alle muslimske organisationer i Malmø indgivet en fælles politianmeldelse mod demonstrationen:

“Formålet er intet andet end at så had i samfundet, håne og spotte,” skrev de i et brev til politimyndgihederne.

Dan Park skriver på sin Facebookside om politiets forbud, at “vold dæmper ytringsfriheden”. Frihedens Stemme, som Stram Kurs står bag, skriver i en kommentar at “det er nu truende muslimer og venstreradikale, der bestemmer, hvem, der kan demonstrere i Sverige”.