Pia Kjærsgaard: “Nu kommer den gode stemning tilbage i folketingsgruppen”

0
14183
Pia Kjærsgaard holder sommerferie. Det sker i en bedre stemning end længe.

Dansk Folkepartis stifter har været bekymret og frustreret det over udviklingen i partiet. Men nu ser hun igen optimistisk på tingene. “Nu har vi en folketingsgruppe, hvor alle trækker i samme retning,” siger Pia Kjærsgaard

Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på det. De seneste uger og måneder har været ekstremt hårde. Dansk Folkeparti er ude i et massivt stormvejr. Folketingsgruppen er gået fra 16 til nu seks medlemmer. Byrådspolitikere og lokalbestyrelser har meldt sig ud. Kommentatorer har skrevet talrige dødsdomme over partiet, og senest har to meningsmålinger sendt Dansk Folkeparti helt ned omkring spærregrænsen.

Ikke desto mindre er partistifteren i godt humør, da ditOverblik fanger hende på telefonen fredag eftermiddag. Hun har netop været ude og lufte hunden ved sommerhuset på Enø, og her blev hun stoppet af adskillige mennesker, der kom med opmuntrende ord og endda kram.

”Jeg blev vel stoppet ti gange af folk, jeg ikke kendte. Folk, som sagde ”du skal bare kæmpe videre” osv. En dame spurgte, om hun måtte give mig et kram, og så var der fire andre, der også lige ville have et kram. Det kan man jo ikke blive andet end i godt humør af,” siger Pia Kjærsgaard.

“En dame spurgte, om hun måtte give mig et kram”

Skuffet og ked af det

Hun skynder sig at tilføje, at hun skam er bekymret over DFs situation. Men det er alligevel i en bedre stemning end længe, at Pia Kjærsgaard har startet sin ferie, der går til Enø og græske Santorini.

”Når vi møder ind på den anden side af ferien, er jeg helt sikker på, at vi er tilbage i den gode stemning, der tidligere var i folketingsgruppen. Jeg har været ked af det og skuffet over dem, der har forladt partiet. Jeg forstår ikke, at man kan være så illoyal. At man efter mange år i partiet, hvor det gået godt, vælger at gå nu og endda beholder det mandat, man er valgt på af DF-vælgere. Det er da netop i modgang, at man skal blive og kæmpe, skulle jeg mene. Men sket er sket. Nu er vi seks i gruppen. Det er folk, jeg føler mig helt sikre på. Vi trækker alle i samme retning,” siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard på cykeltur fredag aften på Enø, hvor hun i disse dage holder ferie med sin mand, Henrik Thorup.

Hun glæder sig over, at Susanne Eilersen fra 1. august bliver nyt medlem af folketingsgruppen. Eilersen er 1. suppleant i Sydjyllands Storkreds og erstatter tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der i sidste uge – to dage efter at have meldt sig ud af DF – meddelte, at han forlader Folketinget for blive direktør i Aalborg Havn.

”Jeg er simpelt hen så glad for, at Susanne kommer ind igen. Hun har altid været toployal overfor Dansk Folkeparti. Det har hun senest vist som en af vores nye lokalforeningskonsulenter,” siger Pia Kjærsgaard.

”Jeg er simpelt hen så glad for, at Susanne kommer ind igen”

Stadig meget at kæmpe for

Det er snart 27 år siden, Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti. Dengang stod DF helt alene med sin stramme udlændingepolitik. Siden er andre partier i både rød og blå blok sprunget ud som udlændingestrammere. Men dem giver Pia Kjærsgaard ikke meget for.

”Jeg mener jo, at Dansk Folkeparti har den politik, der er brug for. Skal man tro aviserne, er udlændingepolitik ikke længere vigtig. Men problemerne er jo slet ikke løst. Der er bandekriminalitet, kriminelle udlændinge, der burde være sendt hjem, skoler med alt for mange indvandrere, der ikke deler vores værdier. Den kamp skal stadig kæmpes. Og så er der al vores anden, gode politik. På ældre-, skole-, kultur-, familie- og retsområdet. Jo, vi har stadig meget at kæmpe for,” siger Pia Kjærsgaard.

Hun glæder sig til at puste ud i ferien men er klar til den valgkamp, som kan komme når som helst.

”Jeg tror vi alle sammen har brug for noget fred og ro. Men når valgkampen kommer er jeg klar. Jeg har kæmpet i 38 år. Jeg er vant til at smøge ærmerne op. Selvfølgelig er jeg da bekymret og ærgerlig over partiets situation. Men jeg tror på, at vi nok skal komme igennem det, for vi har den rette politik”.

Læs også:

Pia Kjærsgaard om Støjberg: ”Hun vil noget helt andet end os”