Peter Kofod vil tilbage til Folketinget

0
1282
Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod, er ny udenrigsordfører. Han er folketingskandidat i Sønderbogkredsen. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis europaparlamentariker Peter Kofod er blevet valgt til folketingskandidat i Sønderborgkredsen

Peter Kofod, der er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, er nu klar til at gå efter en plads i Folketinget, hvor han var medlem 2015-2019. Kofod blev tirsdag aften valgt enstemmigt som folketingskandidat ved et opstillingsmøde hos DF i Sønderborgkredsen.

”Jeg er dybt, dybt taknemmelig og ydmyg over for opgaven og vil gøre mit bedste for at vise mig værdig til foreningens og sønderjydernes tillid! Mange, mange tak,” skriver den nyvalgte folketingskandidat på Facebook.

Peter Kofod er 32 år og blev i 2019 valgt til EU-parlamentet med 119.408 stemmer. Han har tidligere siddet i byrådet i Haderslev og regionsrådet i Region Syddanmark og er tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Han er i dag medlem af DFs hovedbestyrelse.

Peter Kofod lægger ikke skjul på, at han meget gerne skifter EU-parlamentet ud med Folketinget.

”Jeg savner at sidde i Folketinget, virkelig meget endda,” siger han til TV Syd.

Under formandsvalgkampen stillede Peter Kofod op i et parløb med Morten Messerschmidt, hvor Kofod blev præsenteret som et bud på ny næstformand, hvis Morten Messerschmidt blev valgt til formand. Han er netop blevet sat i spidsen for arbejdet med et nyt arbejdsprogram i DF.