Nyt vikingeskibsmuseum på vej – 150 mio. kr. sat af på Finansloven

0
4241
Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Dansk Folkeparti og kulturordfører Alex Ahrendtsen har i flere år kæmpet for at få revet det gamle vikingeskibsmuseum ned i Roskilde og bygget et nyt. Nu er der sat 150 mio. kr. af til et nyt museum i finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti

Tekst & foto: Steen Trolle

Der er ikke meget verdenskulturarv over omgivelserne, når man sådan en regnvåd decemberdag kommer kørende ned mod Roskilde Havn og tager et kig over på den grå betonbygning ved Roskilde Fjord, som huser Vikingeskibsmuseet.

Den store grå betonbygning fra 1969 ligner mest af alt et kæmpe møbellager eller en kommunal svømmehal fra 1960erne. Men går man inden døre, får man øje på verdenskulturarven. For her – med udsigt til fjorden gennem de store glasruder – ligger resterne af fem originale vikingeskibe fra 1000-tallet, kendt som Skuldelevskibene, som i 1962 blev fundet på bunden af Roskilde Fjord.

Et kig ind i museumshallen, der af arkitekten var tænkt som “en stor montre omkring de fem vikingeskibe”.

Vikingeskibene er i dag verdensberømte. Men de er også truede. For museets tynde betontag smuldrer, og bygningen, der er bygget helt ud i vandet, er voldsom udsat, når det stormer. Det så man ved decemberstormen Bodil i 2013, hvor syv ruder blev beskadiget, og hvor betonkonstruktionen slog revner og gulve og installationer blev ødelagt.

Heldigvis slap de 1000 år gamle vikingeskibe fra Bodil-stormen uden at få en skramme. Og nu kan museumsfolket og alle, der interesserer sig for vikingeskibene, begynde at ånde lettet op. Der er nemlig udsigt til, at skibene sikres mod fremtidige ødelæggelser, samtidig med, at Danmark får et nyt, stort og flottere vikingeskibsmuseum.

I den nye Finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti er der sat 150 millioner kroner af til et nyt museum. Sidste år blev der sat 2 x 5 millioner kroner til at holde en arkitektkonkurrence, og nu er der sat 75 millioner kroner af i hhv. 2021 og 2022, forudsat museet selv skaffer den resterende finansiering I alt anslås et nyt museum at koste ca. 500 millioner kroner.

Vikingeskibsmuseet er bygget helt ud i fjorden.

DF-ordfører glæder sig

Pengene til vikingeskibsmuseet er noget af det, der glæder Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen allermest ved den nye finanslov. Dansk Folkeparti har i flere år kæmpet for at få revet det gamle museum ned og erstattet af et nyt. Drømmen er en ikonisk museumsbygning på samme sted som den nuværende. En bygning, der kan lede tankerne hen på vikingetiden.

Det har holdt hårdt. Det Særlige Bygningssyn og Slots- og Kulturstyrelsen har afvist at ophæve fredningen, og stribevis af arkitekter har raset over nedrivningsforslaget. Men efter at to rapporter har vist, at det vil være alt for dyrt at renovere den nuværende bygning, valgte Kulturminister Mette Bock (LA) i august 2018 at ophæve fredningen. Dermed kunne regeringen og DF begynde at kigge efter penge til et nybyggeri på finansloven.

Et kig ind i museumshallen.

Ikke svært at skaffe privat finansiering

”Det er ret mystisk, hvorfor museet er blevet fredet. Bygningen er ikke særlig køn, den er i dårlig stand og arkitekten Erik Christian Sørensen har selv kaldt den en plimsoller. Men fordi den var fredet, kunne den ikke rives ned, selv om skibene er i fare for at gå til grunde,” fortæller Alex Ahrendtsen.

Han tror det bliver “relativt nemt” at finde fonde, som vil skyde penge i et nyt museum:

”Jeg tror godt det kan lade sig gøre at skaffe en stor, privat donation. I Odense bygger vi eksempelvis et nyt H.C. Andersen Eventyrhus, udelukkende finansieret af kommunen og private fonde. Fondene vil gerne støtte kulturarv, især udenfor hovedstaden, fordi de kan se, at der mangler noget,” siger Alex Ahrendtsen.

Resterne af skibene som i 1962 dukkede af dyndet i Roskilde Fjord ved Skuldelev.

Gerne klar i 2023

DF-ordføreren håber, at det nye museum kan stå klar i 2023. For det haster:

”Det skal helst være så hurtigt som muligt. Vi ved jo aldrig, hvornår der kommer en ny, kraftig vinterstorm,” siger Alex Ahrendtsen.

Hvorfor er det vigtigt med et nyt vikingeskibsmuseum?

”Skibene er ved at gå til grunde, og de er en umistelig del af dansk kulturarv, ja af verdenskulturarven, fordi de er så unikke,” siger DFs kulturordfører.

Fortæller vores søfartshistorie

Alex Ahrendtsen mener, at det kommende museum vil gøre det muligt at folde historien mere ud, end det er muligt i dag.

”Med et nyt museum vil der kunne tegnes en linje fra år 1000 og frem til i dag og vises, hvordan vikingeskibene og deres form bliver kopieret. Der kan fortælles en meget større historie og det har museet også ambitioner om. Vikingeskibsmuseet kan blive en del af skibsbygningens historie i Danmark, og det synes jeg er en vigtig historie at fortælle. Vi er jo en søfartsnation og har været det lige så længe, vi kan huske,” siger Alex Ahrendtsen.

Læs mere om vikingeskibsmuseet her.

Finansloven 2019– afsnittet om kultur er side 63-66

Indgangen på vikingeskibsmuseet.
I udstillingshallen. I forgrunden en model der viser, hvordan et af skibene så ud i vikingetiden.