Nyt venstrefløjsparti vil lukke moskéer og stoppe indvandring fra muslimske lande

0
6034
To af stifterne af Nyt Centrum Venstre: Hanna Ziadeh, der er formand, og Jens Baj, der er næstformand. Den tredje medstifter, Ahmed Akkari, deltog ikke ved præsentationen af partiet onsdag i Kongens Have i København. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Nyt Centrum Venstre kritiserer venstrefløjens berøringsangst overfor islam. Blandt stifterne er den tidligere imam Ahmed Akkari

Et nyt venstrefløjsparti, Nyt Centrum Venstre, der har den tidligere imam Ahmed Akkari som medstifter, vil lukke moskéer og indføre et generelt stop for indvandring fra Tyrkiet, Pakistan, Somalia, Mellemøsten og Nordafrika.

Partiets stiftere mener, at Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet ikke har taget problemerne i muslimske miljøer tilstrækkelig alvorligt.

“Der er stadigvæk stor berøringsangst på venstrefløjen. Socialdemokratiet har taget nogle skridt op til det sidste valg for at få deres vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, men spørgsmålet er, hvor helhjertet det er. Jeg tror, mere det er en taktisk manøvre,” siger næstformand og en af medstifterne, Jens Baj, til DR.

Nyt Centrum Venstre foreslår bl.a. lukning af moskeer, hvis teologi hviler på dogmatisk læsning af Koranen, Sira og Hadith. Partiet vil også sende flygtninge og indvandrere, der kommer fra ikke-vestlige lande, på voksenkursus i vestlige frihedsværdier, herunder kvinders ligestilling. Desuden foreslår partiet, at kriminelle migranter uden statsborgerskab skal udvises ved domme på 30 dages fængsel eller mere.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

“Vi vil gerne kæmpe for, at de vestlige frihedsværdier bliver styrket i Danmark igen, så man ikke længere har social kontrol, og at børn kan vokse op og vælge deres egen religion på et oplyst grundlag,” siger Jens Haj til DR.

Formand for det nye parti er Hanna Ziadeh, tidligere politisk flygtning fra Libanon, der sidste år blev fyret fra Institut for Menneskerettigheder. Det skete i følge Weekendavisen, der har afdækket sagen, fordi han på en konference i Libanon kritiserede Syrien, Egypten og Saudi-Arabien for brud på menneskerettighederne. De øvrige stiftere er Lars Drewes og Ahmed Akkari, der begge er medlem af det nye partis hovedbestyrelse.

Den fhv. imam Ahmed Akkari, der har brudt med sin fundamentalistiske baggrund.

Ahmed Akkari blev kendt, da han som imam rejste rundt i Mellemøsten under Muhammedkrisen og talte dunder mod Jyllands-Postens trykning af tegningerne af Muhammed. Siden fortrød han og blev en stærk kritiker af islam. Han har beskrevet sin udvikling i bogen “Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark”, der udkom i 2014.

Læs mere om Nyt Centrum Venstres udlændingepolitik her