Søren Holm Serup, der var retsformand i byretssagen mod Morten Messerschmidt, blev i 2019 skiftet ud i en fredningssag efter klager fra grundejere, skriver Berlingske
For en uge siden kunne netmediet Frihedsbrevet afsløre, at byretsdommer Søren Holm Serup tidligere er blevet erklæret inhabil i en sag, som derefter måtte gå om. Nu kan Berlingske fortælle om endnu en sag, det måtte gå om og hvor Søren Holm Serup spillede en central rolle.
Det drejer sig om en fredningssag fra Tårnby på Amager. Her klagede en gruppe på 19 grundejere over Søren Holm Serup, der repræsenterede Fredningsnævnet. Grundejerne mente, at Serup udviste “utilbørlig opførsel” og kunne være inhabil, fordi han kunne være påvirket af en lignende sag, han selv var involveret i.
Klagen førte til, at sagen overgik til en anden dommer, der foretog en ny besigtigelse af de ejendomme, som sagen handlede om.
Begge sager er interessante i lyset af dommen over Morten Messerschmidt, som fredag den 13. august blev idømt seks måneders betinget fængsel ved byretten i Lyngby. For her beskyldes Søren Holm Serup også for at være inhabil. Det sker fordi han flere gange på Facebook har liket opslag eller skrevet kommentarer, der er kritiske overfor Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt.
Den seneste kritiske ytring kom bare få timer efter afsigelsen af byretsdommen. Her likede Søren Holm Serup et Facebook-opslag af tidligere Venstre-minister Søren Pind, der er barndomsven af Serup. Opslaget på Pinds private Facebookside handlede om æreløse politikere. Det kunne – i følge Ekstra Bladet, der afslørede sagen – læses som en kritik af Messerschmidt for at være æreløs, fordi han ikke trak sig som næstformand for Dansk Folkeparti efter dommen.
Virkede forudindtaget
I fredningssagen på Amager kritiserede grundejerne, at Søren Holm Serup virkede forudindtaget og gik ud over sin rolle som repræsentant for Fredningsnævnet, da han deltog i en besigtigelse af et fredet område på Amager, som grundejerne søgte dispensation til at bruge.
Søren Holm Serup holdt sig ifølge lydoptagelser, som Berlingske har hørt, ikke tilbage fra at give sin mening til kende. ”Det bedes De venligst stoppe med,” sagde han f.eks. til en grundejer, der havde slået græs i området.
”Han virkede forudindtaget og han var simpelthen så spydig. Det var jo slet ikke det, han var der for, som han jo selv siger flere gange,” som en af grundejerne siger til Berlingske.
Inhabil?
Søren Holm Serup bor selv op til et fredet område et andet sted på Amager. Her er beboerne utilfredse med, at der er offentlig adgang til området. Derfor mente grundejerne fra Tårnby, at Søren Holm Serups private forhold måske kunne påvirke hans syn på sagen.
Efter klagen gik der nogle måneder. Derefter blev der sat en ny dommer på sagen, som foretog en ny besigtigelse. Selv om afgørelsen efterfølgende gik imod grundejerne, havde de ifølge Berlingske ikke noget at udsætte på den nye dommers behandling af sagen.
Søren Holm Serup har ikke ønsket at kommentere Berlingskes artikel. Fredningsnævnet vil heller ikke svare på, hvorfor sagen blev overdraget til en anden dommer.
Morten Messerschmidt har klaget over Søren Holm Serup til Den Særlige Klageret. Morten Messerschmidt har anket byretsdommen og det bliver op til Landsretten at afgøre, om Søren Holm Serup var inhabil i byretssagen.
Artiklen i Berlingske kan læses her
Læs også:
Dommer i Messerschmidt-sagen har tidligere været inhabil
Dommer har i årevis kritiseret DF og Messerschmidt på Facebook