Nu skal der serveres ikke-halalslagtet kød for politikerne i Horsens

0
2806
Hvis der er kylling på menuen efter næste byrådsmøde, så skal være mulighed for at vælge kød, der ikke er halalslagtet. Arkivfoto

Byrådsmedlemmerne i Horsens kan fremover vælge kød, der er garanteret ikke-halalslagtet, når der bydes på frokost eller middag i forbindelse med politiske møder. Fra 1. januar kan borgerne kræve at få ikke-halalslagtet kød i kommunale institutioner, og DF har som de første gjort brug af muligheden på rådhuset

Når der næste gang serveres mad for byrådet på rådhuset i Horsens, vil der være kød på bordet, som med garanti ikke er halalslagtet.

Som den første kommune i landet, har Horsens Kommune pr. 1. januar 2019 gjort det muligt for borgerne at fravælge halalslagtet kød i de kommunale institutioner.

På plads til næste byrådsmøde

Tilbuddet om ikke-halalslagtet kød er en del af budgetaftalen for 2019. Det er Dansk Folkeparti, der har fået det forhandlet ind i aftalen, og DF’s tre byrådsmedlemmer, Michael Nedersøe, Claus Kvist Hansen og Louise Lange, har som de første i kommunen nu gjort brug af muligheden. De har nemlig bedt om, at der fremover serveres ikke-halalslagtet kød til møder for byrådets medlemmer.

”Så jeg forventer, at det er på plads til byrådsmødet den 28. januar,” siger Michael Nedersøe.

Han har også rettet henvendelse til sine børns skole.

”Jeg har bedt om, at mine børn får mulighed for at vælge ikke-halalslagtet på ture og lejrskoler,” fortæller Michael Nedersøe.

”Jeg tror det er den første anmodning, efter at de nye regler er trådt i kraft. Der er nemlig en del borgere, som ikke har været klar over, at de nu har denne mulighed,” siger han.

Nej til at finansiere World Muslim League

Michael Nedersøe forklarer sin modstand mod den muslimske slagtemetode med, at han ikke ønsker at bidrage til det halalafgiftssystem, som danske slagterier betaler til. Det er et system, som via Islamisk Kulturcenter i Danmark kanaliserer penge til den saudiarabiske organisation World Muslim League, som arbejder for global udbredelse af kendskabet til den ekstremt konservative version af islam, wahabismen, som dyrkes i Saudi Arabien.

”Jeg synes det er en vigtig sag. Jeg vil ikke betale religiøse afgifter, som går til en organisation, der går ind for sharia og andre uhyrligheder,” siger Michael Nedersøe.

Læs også: DF: Kan regeringen garantere, at halalafgifter ikke går til terror?