Niqabklædt kvinde fra berømt foto er modstander af demokrati

0
34300
Ayah får en krammer af en kvindelig politibetjent under en demonstration 1. august i København mod tildækningsforbuddet. Foto: Andrew Kelly / Reuter / Scanpix

Kvinden, der fik en krammer af betjent under demonstration mod tildækningsforbuddet, er modstander af demokrati og homoseksualitet, sagde hun i radioprogram. Niqab og burka kædes sammen med fundamentalistiske islamistiske bevægelser

Den niqabklædte kvinde, som på et nu berømt foto får en krammer af en betjent under en demonstration 1. august mod tildækningsforbuddet, er modstander af homoseksualitet og demokrati. Det fortalte hun, da hun lørdag var med i radioprogrammet ”Shitstorm” på P1. Billedet blev taget af en udenlandsk fotograf den dag, Danmark indførte forbud mod bl.a. niqab og burka, og det er blevet vist i medier verden over.

LYT: SHITSTORM: Burkakvinden, der krammede politibetjenten

I programmet siger Ayah Amal, som er en 37-årig etnisk dansk konvertit, at hun kæmper mod fordomme og mod et splittet Danmark. Men da værten Abdel Azziz Mahmoud spørger, om hun vil følge ham til lørdagens Copenhagen Pride Parade i København, siger hun nej.

“Klart imod demokrati”

Hvorfor vil du ikke støtte Priden?

”Fordi jeg ikke synes det er rigtigt, jeg er imod homoseksualitet, jeg tror ikke det er noget man er født til,” siger hun – men understreger, at hun mener Abdel ”100 procent” skal have lov til deltage i paraden.

Værterne spørger også til Ayah Amals holdninger til demokrati:

”Sådan som det er nu, det er jeg helt klart imod. Jeg mener ikke det fungerer optimalt i Danmark,” svarer Ayah Amal, som ikke mener at retten til at demonstrere mod tildækningsforbuddet har noget med demokrati at gøre.

Ifølge Weekendavisen, som i denne uge bringer en længere artikel om de niqabklædte kvinder, der demonstrerer mod tildækningsforbuddet, populært kaldet burkaloven, har Ayah Amal under sit muslimske navn på facebook også skrevet, at niqab-forbuddets formål er at ”destruere muslimerne, fx ved reformering af islam”:

”Man starter i det små, med de små, der skal holdes fødselsdage, fejres jul, påske og hvad ved jeg,” skriver hun ifølge Weekendavisen og advarer mod, at hvis muslimer ikke rejser sig fra hvilepuden, så vil de blive nedlagt som folk.

Fundamentalistiske synspunkter

Den amerikansk-britiske forfatter og læge Quanta A. Ahmed, der er muslim men støtter det danske tildækningsforbud, skrev for nylig i Politiken, at de muslimske klædedragter niqab og burka hænger uløseligt sammen med salafismen og wahabismen. Det er nyortodokse islamistiske bevægelser, der er modstandere af demokrati og går ind for at adskille kønnene.

Forelagt opslagene fra facebook, siger Thomas Hofmann, professor i koran-studier ved Københavns Universitet, at synspunkterne er udtryk for muslimsk fundamentalisme.

”Niqaben er salafismens signaturdragt. Man kan kalde synspunkterne fundamentalistiske i og med, at salafister vil tilbage til fundamentet og en oprindelig ren, islamisk fortid. De ønsker at rense islam og holde afstand til andre folk som jøder og kristne, så de ikke bliver besmittet,” siger han til Weekendavisen.

Det er foreningen Kvinder i Dialog, der står bag flere demonstrationer mod tildækningsforbuddet. Ifølge Weekendavisen er foreningens hjemmeside oprettet af en dansk konvertit, der kalder danskere for vantro på sin facebookside. Avisens har forsøgt at få en kommentar fra Kvinder i Dialog, men trods navnet har foreningen sagt nej med den begrundelse, at de har for travlt.

Socialistisk Ungdomsfront ligeglad

Til gengæld har avisen talt med talsperson Rasmus Hjort for Socialistisk Ungdomsfront, der samarbejder med Kvinder i Dialog om demonstrationerne. Han ser ikke noget problem i, at deres samarbejdspartnere udtrykker modstand mod homoseksualitet.

”Det er sagt som privatperson. Vi er som sådan ligeglade med, hvad de mener som privatpersoner. Det handler om samarbejde på tværs af organisationer, og så vidt jeg ved, er det ikke en udbredt holdning blandt dem jeg har mødt,” siger han til Weekendavisen.

Forleden kritiserede den socialdemokratiske folketingskandidat Alexander Grandt, at venstrefløjen kæmper sammen med yderliggående islamister mod tildækningsforbuddet.

Læs også: S-debattør: Hvorfor demonstrerer venstrefløjen sammen med yderliggående islamister?

Læs også: Muslimsk læge og forfatter roser dansk burkaforbud