Hver eneste lille ekstra indsats i valgkampen gør en stor forskel for vores parti, skriver Morten Messerschmidt til DFs medlemmer i sit nyhedsbrev
Kære venner
Så kom dagen omsider, hvor Mette Frederiksen udløste spændingen og udskrev folketingsvalg. Nogle vil nok mene, at folketingsvalget allerede har været i fuld gang i månedsvis; Landet over har vi set statsministeren og hendes socialdemokratiske kampagnemaskine folde sig ud på busser, stationer og reklamesøjler. Men nu ved vi, at valget afholdes den 1. november. Det bliver 27 dage, hvor vi fra morgen til aften sammen skal kæmpe for et Danmark, hvor danskerne sættes først.
Vi har brug for en ny regering, der tager danskerne og Danmarks problemer alvorligt. Mange danskere frygter for en vinter med ubetalelige regninger som følge af de stigende energi- og fødevarepriser og regeringens eneste svar er en såkaldt ”vinterhjælp”, hvor virksomheder og borgere i bedste kviklånsstil kan låne til de ekstra udgifter! Staten skal selvfølgelig IKKE profitere på hverken borgere eller erhvervsdrivendes ulykke.
Mette Frederiksen lovede i sin nytårstale en ældrelov. Noget, vi nu ved, blev ved de tomme ord. Og i gårsdagens åbningstale i folketingssalen problematiserede statsministeren ”den daglige terror” forårsaget af utilpassede indvandrebander, men heller ikke her har hun handlet i sin tid som statsminister. Læg dertil statsministerens egenrådighed, hvor hun uden lovhjemmel lukkede minkerhvervet, og du har svaret på, hvorfor Danmark har brug for en ny statsminister.
Derfor har Danmark også brug for et stærkt Dansk Folkeparti. Vi vil give en håndsrækning til de trængte danskere her og nu. Vi vil arbejde for at sikre en værdig alderdom for vores ældre. Der skal loft over pensionsalderen, og så skal vi gøre op med aldersdiskriminationen på arbejdsmarkedet. Overproduktionen af akademikere skal trænges i baggrunden til fordel for erhvervsskolerne, for i en krisetid er der brug for varme hænder og flittige hænder. Og endelig vi vil gøre op med islams stigende indflydelse og særrettigheder i Danmark. En kamp, vi sammen skal kæmpe!
Derfor skal min opfordring lyde, at alle gode DF’ere går sammen og tager del i debatter lokalt og på de sociale medier, skriver læserbreve og taler med pressen. Selv vil jeg på daglig basis være aktiv på Facebook, hvor du kan følge med for seneste nyt i valgkampen.
Tag desuden endelig kontakt til partiet, hvis du har brug for hjælp og inspiration til at få din stemme hørt, der hvor du bor.
Hver eneste lille ekstra indsats gør en stor forskel for vores parti. Det gælder også, hvad angår uddeling af foldere. Så skal du alligevel ud at lufte hunden og får delt 500 foldere ud, så kvitterer vi med et flot DF-hundehalsbånd. Og har du ingen hund, skal du selvfølge ikke tøve med at melde dig som folderomdeler.
Med ønsket om en god valgkamp!
Med venlig hilsen
Morten Messerschmidt