DF vil gøre op med aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, så seniorerne ikke presses ud. Undersøgelse viser, at beskæftigelsen kunne øges med over 50.000 personer, hvis Danmark var lige så gode som Sverige til at fastholde folk over 60 år på arbejdsmarkedet
Titusindvis af ledige seniorer føler sig dømt ude af arbejdsmarkedet, selv om de gerne vil have et job. Samtidig kræver erhvervslivets organisationer lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft, og et stort flertal i Folketinget vil åbne Danmarks grænser for mere ikke-vestlig arbejdskraft.
Sådan er situationen i Danmark, og det er helt skørt, mener Dansk Folkeparti, som nu vil gøre op med aldersdiskriminationen på det danske arbejdsmarked. Det sker med et nyt udspil: Flere seniorer i job
Baggrunden er bl.a. en undersøgelse fra fagforbundet DJØF. Den viser, at beskæftigelsen i Danmark kunne øges med 52.000 personer, hvis vi var lige så gode til at beskæftige og fastholde erhvervsaktive over 60 år, som de er i Sverige. Hvis vi var lige så gode
som Norge, ville beskæftigelsen blive øget med hele 66.000 personer.
DF foreslår, at der laves en seniorarbejdsmarkedspolitik. Den skal styrke seniorernes plads på arbejdsmarkedet og gøre det mere attraktivt at fortsætte sit arbejdsliv.
Udspillet indeholder bl.a. disse forslag:
• Virksomheder må kun ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvis det kan godtgøres, at det ikke var muligt at ansætte en dansk seniormedarbejder i stedet.
• Der afsættes en pulje til at fremme projekter i det offentlige, som skal eksperimentere med udvikling af fleksible stillingstyper, som er målrettet seniorer og folkepensionister.
• Seniorer, der arbejder efter pensionsalderen, skal have ret til seks måneders dagpenge.
• Der skal indføres en bedre og mere fleksibel seniorpræmie for at øge tilskyndelsen til at arbejde længere.
• Unødvendige barrierer skal fjernes. Der bør ikke være barrierer for, at seniorer kan fortsætte deres arbejdsliv, hvis de kan og vil. I dag er det f.eks. kun muligt at have et fleksjob, til man når pensionsalderen.
• Der oprettes et uafhængigt videnscenter for seniorer efter norsk forbillede og efter anbefaling fra Ældre Sagen.
• Bedre mulighed for faglig udvikling og sporskifte. Puljen til sporskifte skal gøres permanent.