Morten Messerschmidts nyhedsbrev: Danskerne først – også i modvind!

0
5543
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

“Jeg er sikker på, at vi sammen rider stormen af. For Dansk Folkeparti – men vigtigst af alt for Danmark,” skriver DFs formand Morten Messerschmidt i sit nyhedsbrev

Af Morten Messerschmidt, formand, Dansk Folkeparti

I sidste uge meddelte De Radikale, at støttepartiet ikke bakker op om en advokatvurdering af Minkkommissionens rapport. Til gengæld opfordrer partiet så statsminister Mette Frederiksen til at udskrive valg efter sommerferien. Hvor er det dog sørgeligt og uværdigt, at De Radikale på den måde sætter demokrati og retsstat til side for en politisk studehandel. I mit sind hersker der nemlig ingen tvivl om, at Mette Frederiksen har lovet De Radikale ministerposter, hvis de til gengæld undlod at bringe Mette Frederiksen i fedtefadet i minksagen.

Og en ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Såfremt der er rødt flertal efter valget, skal danskerne således nok engang regeres af De Radikale. De Radikale, som har været en katastrofe for Danmark. Ikke mindst med udlændingeloven af 1983 anført af Hans Gammeltoft-Hansen og Bernhard Baunsgaard, der har forvandlet Danmark fra at være danskernes fædreland, til et indvandreland, hvor flygtninge ligestilles med danskerne.

Siden 1995 har Dansk Folkeparti stået værn om Danmark og danskerne. For os kommer danskernes ret til Danmark først. Vi sætter danskerne først. Og netop det bliver temaet for en stor kampagne, som vi snart kommer til at lancere landet over. Fordi hverken de internationale konventioner, EU eller udlændinge her til lands kommer først – det gør alene danskerne. Derfor rokker jeg mig ikke en tøddel. Heller ikke selvom Dansk Folkeparti i disse måneder er i modvind. Husk på, vi er et parti født i modvind. Siden Dansk Folkepartis stiftelse har hverken politiske kommentatorer eller venstreorienterede journalisters dommedagsprofetier slået os ud af kurs. Således heller ikke nu.

For os kommer danskernes ret til Danmark først. Vi sætter danskerne først.

Selvfølgelig læser jeg også meningsmålinger. Det ville nærmest stride mod naturlovene, hvis vores interne uroligheder samt Inger Støjbergs lancering af Danmarksdemokraterne ikke kunne aflæses i målingerne. Jeg minder blot om, at det er et øjebliksbillede og ikke et valgresultat. Og hvad består Støjbergs projekt egentlig af? Hun har selv kaldt partiet ”borgerlig snusfornuft”, men vi har stadig til gode at se et partiprogram. Et program, der vel at mærke med hendes egne ord først ligger klar efter valget – men undskyld mig – det virker altså noget useriøst.

Derfor er udlændinge- og værdipolitikken ganske enkelt for vigtig til at overlade til Nye Borgerlige og et ukonkret Inger Støjberg-projekt, der jo begge er skåret ud af det liberalistiske Danmarks ideer. Der hvor man gerne ser mere udenlandsk arbejdskraft. Der, hvor grænserne gerne må være åbne, bare kasserne er lukkede. Ja, hvor man ikke ser Danmark som et danskernes fædreland, men grundlæggende som et selskab, der bare skal give overskud. Og hvor man derfor ikke tør tage et opgør med hverken konventioner eller EU – selvom enhver kan se, at begge dele lægger sig som kvælertag om Danmarks selvbestemmelsesret og demokrati.

Udlændinge- og værdipolitikken er ganske enkelt for vigtig til at overlade til Nye Borgerlige og et ukonkret Inger Støjberg-projekt.

Dansk Folkeparti sætter danskerne først. Et Danmark uden Dansk Folkeparti vil være et radikalt andet land end det, som de andre partier kan tilbyde. I 27 år har Dansk Folkeparti været det ægte værn om Danmark – og det bliver vi ved med. Vi bøjer os ikke for kopier eller andre, der påstår kunne det samme, når deres politik åbenlyst er en anden.

Siden jeg for snart et halvt år siden blev formand, har jeg bemærket det utrolige sammenhold, som præger vores parti. Mere end 10.000 medlemmer. Godt 70 byrådsmedlemmer. Og trods megen modgang, en ukuelig optimisme og tro på fremtiden, så der overalt i landet er DFere med gåpåmod og energi, der holder fanen højt. Det er fantastisk! Derfor er jeg også sikker på, at vi sammen rider stormen af. For Dansk Folkeparti – men vigtigst af alt for Danmark!

Læs tidligere nyhedsbreve fra Morten Messerschmidt her