Ministerium: IS-mødre kan søge familiesammenføring

0
1937
Skal de 19 børn med dansk tilknytning i al-Roj og al-Hoj lejrene hentes til Danmark? Det mener et flertal af Folketingets partier. Foto: Repatriate the Children - Denmark / Scanpix

Danmark kan ikke forhindre, at mødrene – eller fædrene – til de 19 børn med dansk tilknytning i de syriske fangelejre senere kan søge familiesammenføring. Det skriver Justitsministeriet i et svar til Inger Støjberg

Selv om mødrene til de 19 børn i de syriske fangelejre siger ja til, at deres børn kan hentes til Danmark uden at de selv kommer med, kan Danmark senere blive tvunget til at lade mødrene komme til Danmark via reglerne om familiesammenføring.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til løsgænger Inger Støjberg.

“Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse, at det forhold, at en forælder, der ikke er dansk statsborger, giver samtykke til at barnet evakueres uden forælderen, ikke i sig selv har betydning for forælderens mulighed for at søge om opholdstilladelse (familiesammenføring med barnet),” skriver Justitsministeriet, der har indhentet et svar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Juristerne henviser til Danmarks internationale forpligtelser. Det er bl.a. artikel 8 om retten til respekt for bl.a. privat- og familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der betyder, at en forælder ”ikke kan give afkald på retten til familiesammenføring med barn i Danmark”.

Justitsministeriet slutter med at konkludere:

“Det kan således ikke udelukkes, at en udenlandsk forælder vil kunne opnå familiesammenføring til et herboende dansk barn”.

”Man kan ikke skrive det mere klart: Vi kan ikke tage børnene til Danmark, uden at mødre følger med,” siger Inger Støjberg til B.T. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Skal vurdere farlighed

En ansøgning om familiesammenføring kan dog afvises, hvis personen vurderes at være til fare for statens sikkerhed, skriver Justitsministeriet.

“Hvis udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Vurderingen af, om udlændingen udgør en fare for statens sikkerhed, foretages af justitsministeren,” hedder det.

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Inger Støjberg har advaret om, at hvis børnene hentes hjem, så vil deres forældre fra Islamisk Stat før eller siden følge med. Det synspunkt bliver klokkeklart bekræftet i Justitsministeriets svar, mener Inger Støjberg.

”Man kan ikke skrive det mere klart: Vi kan ikke tage børnene til Danmark, uden at mødre følger med på den ene eller anden måde,” siger den tidligere udlændinge- og integrationsminister til B.T.

”Man kan ikke skrive det mere klart”

Inger Støjberg til B.T.

Selv om det ikke er sikkert, at forældrene vil kunne kræve at komme hjem, så mener Inger Støjberg ikke, at Danmark overhovedet skal vove risikoen.

”Det handler ene og alene om Danmarks sikkerhed, så det er slet ikke en risiko, vi skal løbe. Hvis ministeriet på nogen måde kunne afvise det i svaret til mig, så ville de gøre det. Det her er beviset på, at vi ikke kan bøje konversionerne og afskære dem fra familiesammenføring,” siger hun til B.T.

Se svarene fra Justitsministeriet:

Besvarelse af spørgsmål nr. 759 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Besvarelse af spørgsmål nr. 773 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg