Går halalafgifter til terror? DFer kan ikke få svar fra minister

0
3746
Claus Kvist Hansen, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og byrådsmedlem i Horsens. Foto: Steen Brogaard

Ikke-svar fra udenrigsministeren om hvorvidt den saudiarabiske organisation Muslim World League støtter terror og/eller islamistisk propaganda. “Det er for sølle,” mener Claus Kvist Hansen (DF) om de svar han har fået fra udenrigsministeren

Er den saudiarabiske organisation Muslim World League, som indkasserer pengene fra de danske halalcertificeringer, en ekstremistisk organisation, der støtter terror og/eller islamistisk propaganda? Det spørgsmål har Dansk Folkepartis Claus Kvist Hansen forgæves forsøgt at få flere danske ministre til at svare på.

Senest har Claus Kvist Hansen stillet en række skriftlige spørgsmål til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Men svarene, som han netop har fået, er noget nær ikke-svar.

Udenrigsministeren oplyser blot, at Muslim World League ikke optræder på EU’s eller FNs terrorlister. Han henviser desuden til, at spørgsmål om finansiering af terror og ekstremisme i Danmark skal rettes til justitsministeren og forsvarsministeren. Justitsministeren har tidligere svaret, at spørgsmål om terrorfinansiering vedrører Politiets Efterretningstjeneste.

Ingen svar om finansiering af skoler og moskeer

Heller ikke spørgsmålet om hvorvidt Muslim World League finansierer eller understøtter opførelsen af moskeer, koranskoler eller lignende i Danmark, svarer udenrigsministeren på. I stedet viderebringes et svar fra udlændinge- og integrationsministeriet om den aftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i forbindelse med finanslovsaftalen. Her blev det aftalt at bekæmpe udenlandske donationer til trossamfund og foreninger, der modarbejder demokrati og frihedsrettigheder.

”Aftaleparterne er derfor enige om at indføre en ordning, som inden for rammerne af grundloven og Danmarks internationale forpligtelser målrettet kan forhindre sådanne donationer,” hedder det i svaret, der oplyser at ”der pågår drøftelser om et forbud mod visse donationer i regi af Udlændinge- og Intergrationsministeriet”.

Men altså ikke noget svar på, om Muslim World League støtter skoler eller moskeer i Danmark.

Om pengene fra halalcertificering, svarer udenrigsministeren desuden, at det er “en sag mellem slagterivirksomheder og private halalkontrolorganer”.

Claus Kvist Hansen: Sølle svar fra minister

Claus Kvist Hansen er alt andet en tilfreds med svarene fra udenrigsministeren.

”Jeg synes det er sølle, men jeg kan jo desværre ikke tvinge ministre til at svare. Jeg kunne så vælge at indkalde ministrene i et samråd, men nu har de haft så mange chancer for at svare, at det er et spørgsmål om der ville komme noget ud af det. Jeg gider jo ikke spilde min og et par ministres tid, hvis det ikke fører til noget,” siger Claus Kvist Hansen, som i efteråret har stillet spørgmål til både justitsministeren, udenrigsministeren og fødevareministeren om halalsystemet.

Claus Kvist Hansen undrer sig over, at ministrene tilsyneladende ikke tager spørgsmålet om Muslim World League mere alvorligt. Det er en organisation, som blev dannet i 1962 i Saudi Arabien, og som sikkerhedseksperten Lorenzo Vicido fra Center for Security Studies i Zürich i et interview med Ekstra Bladet for flere år siden advarede den danske regering om:

”Det er en organisation, der er dannet for at sprede den saudiarabiske fortolkning af islam globalt. Det er en meget konservativ version, som eksempelvis er imod religionsfrihed, kvinderettigheder og som mener, homoseksuelle skal slås ihjel. (…) Mange myndigheder i Vesten, men også muslimske lande, er stærkt bekymret over Muslim World League, og det bør den danske regering også være,” sagde han.

Forstår ikke ministres tavshed

Halalcertificering af slagterier i Danmark foretages af imamer fra Islamisk Kulturcenter, som er en del af Muslim World League. For at eksportere til Saudi Arabien, skal der betales en afgift til samme center.

”Jeg tror de færreste har sat sig ind i, hvad det her går ud på. Jeg havde håbet, at ministrene ville tage det her mere alvorligt, for hvad nu hvis mine spekulationer er rigtige? Hvad nu hvis Muslim World League finansierer terror eller andre ekstremistiske aktiviteter, så står vi med en kæmpe skandale,” siger Claus Kvist Hansen, og tilføjer:

”Hvis jeg ikke har ret, og ministrene ved mere om de her organisationer end jeg gør, så forstår jeg ikke, at de ikke fortæller det de ved,” siger han.

Se spørgsmål og svar fra udenrigsministeren her:

URU alm. del – svar på spørgsmål 101 (3)

URU alm. del – svar på spørgsmål 102 (3)

Svar fra Justitsministeriet til Folketingets Miljø- og fødevareudvalg: 905