Folketingsmedlem Mikkel Bjørn har meldt sig ud af Nye Borgerlige og ind i Dansk Folkeparti. Det sker fordi Lars Boje Mathiesen står til at blive ny formand for Nye Borgerlige
Dansk Folkepartis folketingsgruppe vokser nu til seks medlemmer. Nye Borgerliges folketingsmedlem Mikkel Bjørn meddelte tirsdag formiddag på Facebook, at han har meldt sig ud af Nye Borgerlige og ind i Dansk Folkeparti. Det sker som konsekvens af, at Pernille Vermund stopper som Nye Borgerliges formand.
“Nu har Pernille smidt taktstokken – og efterladt partiet i en situation, som det slet ikke er organisatorisk eller politisk klar til at håndtere,” skriver Mikkel Bjørn.
Pernille Vermund står til at blive afløst af Lars Boje Mathiesen som formand. Det er den direkte grund til, at Mikkel Bjørn nu han meldt sig ud.
“Lad mig sige det ligeud. Lars er knalddygtig – og ingen kan som han udstille venstrefløjens misbrug af skatteborgernes penge, så de står afpillede tilbage. Men Lars er også en solorytter. Der efterlades ikke meget plads til samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag. Personen Lars ender indimellem med at fylde så meget, at partiets interesser og andre personer må vige,” skriver Mikkel Bjørn, der også beskriver en episode i sidste uge, hvor han blev truet med eksklusion, hvis ikke han med få timers varsel valgte at erklære sin støtte til Lars Boje Mathiesens formandskandidatur.
“DF kæmper for min værdier”
Mikkel Bjørn mener, at hans værdier er bedst repræsenteret af Dansk Folkeparti:
“Jeg har gennem de sidste par år været vidne til et Dansk Folkeparti, der har rejst sig fra asken – og som har fået redefineret sig med et nyt formandskab og en sammentømret folketingsgruppe. Et parti, der gerne bekender sig til de nationalkonservative værdier, som jeg selv repræsenterer – og som konstruktivt arbejder for parlamentarisk indflydelse med henblik på at rykke Danmark i den rigtige retning. Så derfor har jeg meldt mig ind i Dansk Folkeparti, hvor jeg ser frem til at kæmpe videre for de værdier, som jeg altid har kæmpet for,” skriver det 26-årige folketingsmedlem fra Fyn.
“Jeg har gennem de sidste par år været vidne til et Dansk Folkeparti, der har rejst sig fra asken”
Mikkel Bjørn, MF, på Facebook
Hele Mikkel Bjørns opslag kan læses her.
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt glæder sig over tilgangen af Mikkel Bjørn.
“Jeg er rigtig glad for, at Mikkel Bjørn Sørensen i dag har meldt sig ind i DF. Han har igennem sit politiske arbejde i mange år imponeret mig som en stærk national stemme i værdi- og udlændingedebatten. Jeg glæder mig til at byde ham velkommen i DF’s folketingsgruppe,” skriver han på Twitter.
Kort efter folketingsvalget den 1. november forlod Mette Thiesen også Nye Borgerlige. Hun er i dag løsgænger men har indgået et arbejdsfællesskab med Dansk Folkeparti. Der er nu fire medlemmer i Nye Borgerliges folketingsgrupppe.