MF’ere får 5.249 kroner skattefrit hver måned. Det skal stoppes, mener Kristian Thulesen Dahl

0
1801
Statsminister Mette Frederiksen (S); der her ses med sin svenske kollega Stefan Löfven til dagens Nordisk Råd i Stockholm, står til en større lønstigning, hvis man skal tro regeringens eget finanslovsudspil. Foto: Jonathan NACKSTRAND / AFP)

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl vil have fjernet det skattefrie omkostningstillæg til folketingspolitikere. ”Det er meget svært at forklare,” siger han

Hver måned ryger der 5.249 kroner ind på folketingsmedlemmernes bankkonto oven i deres grundløn på 56.494 kr. Pengene er et såkaldt omkostningstillæg, og der skal ikke betales skat af dem.

Helt urimeligt, mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, som nu foreslår at fjerne det skattefri omkostningstillæg.

Forslaget kommer samtidig med, at der tegner sig et bredt flertal for at gøre noget ved folketingspolitikernes lukrative pensionsvilkår.

”Det er klart, at jeg synes jo, at der er en særskilt diskussion omkring det her med, at politikerne får et skattefrit tillæg. Det synes jeg er meget svært at forklare, hvorfor vi skal have det. Det er der ikke andre, der har adgang til,” siger Kristian Thulesen Dahl til DR.dk.

”Der er et omkostningstillæg, som politikerne får, der er skattefrit, og jeg tror, at der er rigtig mange, der ikke kan forstå, hvorfor politikere skal have et skattefrit tillæg til deres løn,” siger Kristian Thulesen Dahl.

“Jeg tror, at der er rigtig mange, der ikke kan forstå, hvorfor politikere skal have et skattefrit tillæg til deres løn”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, til DR.dk

Nej til at hæve MFernes grundløn

DF-formanden glæder sig over, at stort set alle partier nu er enige om, at folketingspolitikernes livslange pension skal forringes. Han er dog helt uenig med Venstre og Socialdemokratiet, som har foreslået, at folketingsmedlemmernes grundløn skal hæves, samtidig med at pensionen forringes.

”Hvorfor skal man partout hæve politikernes månedsløn, for at man kan finde en vilje til at kigge på vores pensionsvilkår. Den sammenkædning forstår jeg ikke. Politikere får grundlæggende en fornuftig løn – en god løn. Og i forhold til det øvrige arbejdsmarked får vi faktisk en høj løn,” siger Kristian Thulesen Dahl til DR.dk.

Regeringen lægger op til højere ministerløn

Mens der diskuteres lønvilkår for folketingsmedlemmer, er det i øvrigt kommet frem, at der er i regeringens finanslovsforslag lægges op til at hæve ministrenes lønninger. Forklaringen er, at ministerlønningerne siden 2010 har været midlertidigt nedsat med fem procent. Men den nedsættelse er suspenderet i regeringens finanslovsudspil. Hvis suspensionen fastsholdes, vil det betyde, at eksempelvis statsministeren, som er regeringens bedst lønnede minister, næste år stiger 78.000 kroner i løn fra de nuværende 1.574.372, 83 kroner.

Ingen minister ville onsdag forklare denne stigning overfor medierne. I stedet var det Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, som skulle stå på mål i sagen. Han lader forstå overfor DR, at det nok bare er noget finanslovsteknik og at det ikke bliver til virkelighed:

”Det studser jeg også meget over. Jeg tror simpelthen bare, at det er ren automatik i finanslovsudspillet,” siger han til DR.dk – og tilføjer:

”Det vil være naturligt, at vi inden 1. januar får taget en beslutning om, at der naturligvis ikke skal sættes en udbetaling på yderligere fem procent til ministrene i gang”.

Pia Kjærsgaard (DF) er helt enig. Hun slår på Twitter fast, at det ikke kan gå hurtigt nok med at trække forslaget tilbage:

”Kære regering. Træk det her tilbage. Jo før, jo bedre #dkpol”, skriver hun: