Ayaan Hirsi Ali har skrevet en nøgtern og sandfærdig bog, som burde interessere alle kvinder, mænd og feminister.
Af Mikael Jalving
AYAAN HIRSI ALI: FRIT BYTTE. INDVANDRING, ISLAM OG TRUSLEN MOD KVINDER, 288 sider, 300 kr., Politikens Forlag
BOGANMELDELSE: De, der har læst Margaret Atwoods fremtidsroman ”Tjenerindens fortælling” (1985) eller set den tv-serie fra 2017, der er baseret på romanen, vil kende beskrivelsen af et USA, hvor en mandsdomineret kristen højrefløj lykkes med at undertrykke kvinder og anvende dem som fødemaskiner. De fleste har bare overset, at noget tilsvarende allerede er sket i den muslimske verden, hvor religiøse ideologier kom til magten i Iran, Afghanistan, Saudi-Arabien og Somalia op gennem 1970’erne og 1980’erne.
De islamiske ideologier har vendt fuldstændig op og ned på kvinders liv de pågældende steder og gjort det offentlige liv til et rent mandeanliggende. Ældre kvinder kan stadig huske, hvordan de engang kunne gå alene rundt på gaden uden tildækket hår og sidde på café eller restaurant med mænd i Teheran, Kabul og Kairo. Men disse friheder er blevet afskaffet af religiøse mørkemænd, som har gjort kvinder i muslimske lande til byttedyr.
Sådan slutter den somaliskfødte forfatter Ayaan Hirsi Ali sin nye bog, der allerede har fået stor opmærksomhed, og som nu udkommer på dansk med den advarsel, at kvinder i Europa risikerer at lide samme skæbne, hvis liberale europæere fortsat tolererer udbredelsen af islam og parallelsamfund i Vesten.
Det er klart, at den slags bliver man ikke berømt på sige i Vesten; man bliver berygtet. Men det ændrer ikke på, at regeringer, politikere og erklærede feminister ser igennem fingre med kvinders ret til ikke at være et seksuelt bytte for især unge muslimske mænd, mens de går hysterisk op i ikke at blive beskyldt for at have fremmedfjendske holdninger. Forfatteren trækker sin pointe helt op til år 1 efter Corona: Hvor coronaepidemien i overvejende grad slår ældre mænd ihjel, handler hendes bog om en trussel, der primært rammer piger og unge kvinder i storbyernes ghettokvarterer. Det er #MeToo for viderekomne.
“den slags bliver man ikke berømt på sige i Vesten; man bliver berygtet”
Ayaan Hirsi Ali, født i 1969, har erfaret det på egen krop og er blevet lemlæstet og forsøgt giftet væk – og må den dag i dag leve med bodyguards. Det har haft store omkostninger for hende at mene, hvad hun mener – og endnu større at sige det højt og skrive det igen og igen.
Imens er mere end 3 mio. mennesker kommet illegalt til Europa i løbet af de seneste 10 år, heraf flest unge mænd. Alene i 2015 kom næsten to mio. mennesker, overvejende mænd, til Vesteuropa fra Syrien, Afghanistan, Irak, Pakistan og andre lande med store muslimske befolkningsgrupper. Forfatteren lægger en hel del statistik frem, og det er alt sammen nedslående læsning.
Stærk personlig beretning
Tallene vil næppe overbevise de valne. Anmeldere i såvel Weekendavisen som Kristeligt Dagblad, Berlingske og Information var ikke ligefrem begejstrede. Men der er tale om en stærk personlig beretning, proppet med talrige eksempler og iagttagelser fra de seneste år.
Da Ayaan Hirsi Ali i 1992 besøgte en del af sin familie i Tyskland, stak hun af og søgte asyl i Holland. Her blev hun slået af den frihed, hollandske kvinder nød, og lod sig gerne integrere. Hun var begavet og talentfuld og fik arbejde efter at have færdiggjort sin uddannelse, ligesom hun blev valgt ind i parlamentet for det liberale parti med ekspresfart. Nogle år senere skrev hun manuskriptet til den islamkritiske film ”Submission”, som filminstruktøren Theo van Gogh nåede at lave, før han blev myrdet på åben gade af en islamist fra Marokko. I gerningsmandens religiøse bagland mente mange, at Ayaan Hirsi Ali fortjente samme skæbne.
I stedet overlevede hun, fortsatte med at skrive, emigrerede til USA, fik ansættelse i en amerikansk tænketank og blev gift med den skotske historiker Niall Ferguson med hvem hun har to sønner. Men hun er stadig en kontroversiel person og har ifølge hende selv mistet mange venskaber på at beskrive islams voksende betydning i Vesten.
Mellemøsten i Europas storbyer
Tanken om, at kvinder og mænd skulle være ligeværdige, er en historisk undtagelse – og stadig ikke særlig udbredt bortset fra i Vesten. Men selv her går det tilbage, mener Ayaan Hirsi Ali. I bestemte kvarterer i byer som Bruxelles, London, Paris og Stockholm ses kun mænd og drenge offentligt; kvinderne er gemt væk. Kønsopdelingen er en konsekvens af islamiseringen. Det samme er det tabubelagte forhold, at gerningsmændene bag seksuelle forbrydelser i uforholdsmæssig grad er unge mandlige immigranter fra Mellemøsten, Sydasien og bestemte dele af Afrika.
Udviklingen dækker over, hvad der med et pænt ord kan kaldes et paradoks. I stedet for at de muslimske udviklingslande er kommet til at ligne Vesten, sådan som vi gik rundt og troede efter kommunismens opløsning i 1991, er især Vesteuropa kommet til at ligne de muslimske udviklingslande, når det gælder kriminalitet, klan- og bandekultur. Det er bare ikke karrierefremmende at sige højt.
Feminister og brune mænd
En del af problemet er, at dagens feminister har svært ved at forholde sig til krænkelser begået af brune mænd. Nogle af de europæiske kvinder, forfatteren interviewer til bogen, giver udtryk for, at de ville ønske, at deres frygt for at blive seksuelt intimideret eller overfaldet, drejede sig om hvide mænd. Så ville det være nemmere at tale om. Netop fordi frygten har en anden etnisk herkomst, bliver debatten så giftig. Også selv om kvindernes oplevelser i bylivet foregår i Paris eller Berlin – og ikke i Nairobi eller Mogadishu, hvor man måske kan forvente at møde en patriarkalsk kultur.
Netop fordi frygten har en anden etnisk herkomst, bliver debatten så giftig
Det er patriarkalismen, der er kommet til Europa – takket være årtiers asylindvandring. I takt hermed har de etablerede partier, medier og integrationsindustrien i grove træk givet fattigdom og sociale grunde skylden eller brugt kultur som undskyldning for unge muslimske mænds adfærd og dominans i det offentlige rum.
Intet af alt dette vil være nyt for de danskere, der har fulgt med i debatten gennem de seneste mange år. Men Ayaan Hirsi Alis fortjeneste er, at hun kobler de mange europæiske erfaringer og eksempler sammen, så læseren ser, at der er tale om et udbredt og strukturelt problem, som desværre ikke kan trylles bort.
Deprimerende? Ja. Men nøgternt og sandfærdigt.
