Messerschmidt: Kristian Thulesen Dahl i spil som ny skatteordfører

0
3277
Kristian Thulesen Dahl er forsvarsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

DFs formand Morten Messerschmidt og tidligere formand Kristian Thulesen Dahl drøfter nye opgaver til eksformanden. Skatteordførerposten kunne være en af dem

Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl er i spil som partiets nye skatteordfører. Det siger DFs nuværende formand Morten Messerschmidt til Ritzau.

Kristian Thulesen Dahl er i øjeblikket forsvarsordfører, men Morten Messerschmidt sagde i weekenden til flere medier, at han gerne ser, at eksformanden påtager sig flere ”tunge” ordførerskaber. Messerschmidt oplyser nu til Ritzau, at han sammen med Thulesen Dahl har drøftet nye mulige poster, hvoraf skatteordførerposten kunne være en af dem.

”Kristian har selv tidligere luftet skatteområdet, som er utrolig vigtigt for os, men det kan også være nogle af de mere bløde ting,” siger Morten Messerschmidt.

Messerschmidt tilføjer, at han ønsker, at Kristian Thulesen Dahl fortsætter som forsvarsordfører.

Den nuværende skatteordfører er Dennis Flydtkjær, der også er kultur- og medieordfører.