Messerschmidt kritiserer statsstøttede NGO’er for ‘camoufleret socialisme’

0
5759
Morten Messerschmidt taler på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning i 2021. I baggrunden et foto med Enhedslistens tidligere frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen, der nu er Red Barnets generalsekretær. Red Barnet er en af de NGO-organisationer, som Morten Messerschmidt beskylder for at drive politik for skatteydernes penge. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt kritiserer NGO-organisationer for at drive venstreorienteret politik for skattekroner. Han foreslår en helt ny model til fordeling af udviklingsbistand og NGO-støtte

Statsstøttede NGO-organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Røde Kors har fået så meget politisk slagside, at der bør indføres et nyt system til fordeling af støtten.

Det mener Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt, som på weekendens årsmøde i DF revsede NGO’erne for at drive venstreorienteret politik for milliarder af skattekroner.

“NGOerne er ikke bare ulve i fåreklæder. Det er meget værre: De er politikere i fåreklæder. Og hvis de vil føre politik – hvad end det handler om flygtninge, klima, ulandsbistand eller integration, så lad dem gøre det for deres egne penge,” sagde Morten Messerschmidt.

“NGOerne er ikke bare ulve i fåreklæder. Det er meget værre: De er politikere i fåreklæder”

Derfor foreslår han, at uddelingen af ulandsbistand og NGO-støtte demokratiseres. Det skal ske ved at lade Folketingets partier fordele pengene i forhold til deres andel af vælgerne.

”I stedet for at finanslovspartierne år for år rundhåndet uddeler enorme milliardbeløb, så lad danskerne afgøre det. Lad os aftale, at hvert parti råder over en lige så stor andel af udviklings- og ngo-budgettet, som danskerne ved det seneste folketingsvalg har givet partierne af stemmer,” foreslog DF-formanden.

Klimakampagner og venstreorienteret flygtningepolitik

Forinden havde Morten Messerschmidt – akkompagneret af klapsalver og grin fra de forsamlede DF’ere – vist eksempler på venstreorientering hos NGOerne (NGO = Non-Governmental Organization, dvs. ikke-statslig organisation, red.).

Et eksempel er Mellemfolkeligt Samvirke (MS), der får 124 mio. kroner i statsstøtte. Fra deres hjemmeside viste Messerschmidt, hvordan MS har startet en underskriftsindsamling under overskriften “Stop udvisningerne – slå ring om syrerne sammen med os”.

Et andet eksempel er Folkekirkens Nødhjælp, der har startet en klimakampagne. Det mener Messerschmidt ikke har noget med statslig nødhjælp at gøre.

“Ja, det er in at være grøn. Men kunne det så egentlig ikke ske for deres egne penge. Hvorfor skal mere end 100 mio. kroner kanaliseres til projekter, der til forveksling ligner en mellemting mellem Uffe Elbæk og Pia Olsen Dyhr,” sagde Messerschmidt.

Morten Messerschmidt viser en klimakampagne fra Folkekirkens Nødhjælp. Den slags mener han ikke, at statens skal finansiere. Foto: Carsten Lundager

Ræverød generalsekretær

Et tredje eksempel er Red Barnet, som nu ledes af den tidligere frontfigur i Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen. Morten Messerschmidt smækkede to slides med Johanne Schmidt-Nielsen op på storskærmen under sin tale på årsmødet. Det første var et foto fra tiden i Enhedslisten, hvor Johanne Schmidt-Nielsen var iført en t-shirt med ordene ”Ræverød enheds-socialist”. Til det sagde han:

“Kan I huske hende? Nej, nej, nej – det er skam ikke hende fra Enhedslisten. Nej, det er da generalsekretæren i Red Barnet! Og i dén position får man hele 100 mio. at lege politiker for”.

Derefter røg det næste slide op. Denne gang en artikel med overskriften “Red Barnets generalsekretær: Få børnene i de syriske lejre hjem nu!”. Morten Messerschmidt kommenterede:

”Som her, hvor hun slår et slag for at få terroristernes børn fra Syrien og til Danmark. Det mente hun jo sjovt nok også som frontfigur for Enhedslisten … men i dag er hun noget langt finere. Nu er hun NGO”.

“Hvis de vil føre politik, hvad end det handler om flygtninge, klima, ulandsbistand eller integration, så lad dem gøre det for deres egne penge,” sagde Morten Messerschmidt. Foto: Carsten Lundager

Røde Kors driver flygtningepolitik

Dansk Røde Kors, der får 250 mio. kr. i statsstøtte årligt, fik også en tur. Morten Messerschmidt afspillede et klip fra en video, hvor Røde Kors’ generalsekretær i Danmark, Anders Ladekarl, præsenterede kampagnen ”Venner viser vej”. En kampagne, der skal hjælpe flygtninge med at finde venner ude i danske kommuner.

Til det sagde Messerschmidt:

“Nej, Anders Ladekarl. Vi har ikke brug for Røde Kors til, at flygtninge ”finder en ven”. Og vi har slet ikke brug for, at ”venner viser vej”. Vi ved nemlig udmærket godt, hvad det er for en vej. Det er vejen til Danmark. Og når nu langt hovedparten af danskere har forstået, at flygtningetilstrømningen først og fremmest er et pænt ord for folkevandring og at indvandringen fra den muslimske verden i stort som småt fører til destabilisering af Danmark – hvorfor I alverden skal vi så give 250 mio. kroner til en bevægelse, der forblommet taler om flygtninge og indvandrere fra den tredje verden som en berigelse, der bare venter lige om hjørnet. Hvis de får en ven,” sagde Morten Messerschmidt.

“Hvorfor I alverden skal vi så give 250 mio. kroner til en bevægelse, der forblommet taler om flygtninge og indvandrere fra den tredje verden som en berigelse”

Kan ikke blive værre

Messerschmidt erkender, at hans forslag om en partibestemt fordeling af ulands- og NGO-støtte lige nu ville betyde, at rød blok ville få flest penge at gøre godt med. Men det også bedre end den nuværende situation, mener han.

“Jeg ved godt, at det i dag vil betyde, at over halvdelen af pengene vil blive fordelt at de røde partier. Men ærligt talt – kan det blive værre end det er i dag? Og den gode nyhed, at 8,7 procent af de godt 20 milliarder kroner, vi taler om, trods alt vil blive fordelt af os. Så der vil være nogle 100 millioner kroner, der ikke går til camoufleret socialisme,” lød det fra Messerschmidt, der sendte ideen videre til Folketinget og rød blok:

“Så hvad siger I? Hvad siger Mette Frederiksen, Uffe Elbæk, Pia Olsen og alle de andre frelste typer? Skal vi ikke lade danskerne afgøre, hvor pengene går hen – det er trods alt os, der betaler gildet”.