Messerschmidt advarer: SVM-regeringen er for liberalistisk

0
3392
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder nytårstale på Marienborg. Morten Messerschmidt siger til Jyllands-Posten, at han er bekymret for statsministerens sociale engagement. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt siger i stort interview med Jyllands-Posten, at han er “foruroliget” over hvorr liberalistisk SVM-regeringen er. ”Jeg er bekymret for Mette Frederiksens sociale engagement,” siger han

Den nye regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne (SVM) har mistet blikket for de nedslidte, de ældre og de danskere, som rammes hårdest af inflationen.

Det siger Morten Messerschmidt i et stort interview med Jyllands-Posten.

“Når man lægger op til at afskaffe seniorpensionsordningen og skrotte jobcentrene, så virker det meget som et ”lad falde, hvad ikke kan stå”-program skåret ud af en liberalistisk verdensanskuelse. Den første prøvelse, som man allerede nu kan se, regeringen tilsyneladende fejler på, er, at man ikke vil gøre mere for at hjælpe danskerne igennem inflationskrisen,” siger Morten Messerschmidt.

Han mener, at det 63 sider lange regeringsgrundlag, som blev præsenteret før jul, er alt for liberalistisk.

”Jeg er bekymret for Mette Frederiksens sociale engagement,” siger Messerschmidt.

”Jeg er bekymret for Mette Frederiksens sociale engagement”

Morten Messerschmidt, DF-formand, til Jyllands-Posten

Folketingets sociale samvittighed

Derfor får Dansk Folkeparti en vigtig opgave med at være den sociale samvittighed i Folketinget, fastslår Messerschmidt.

Han siger, at DF ”sagtens vil kunne noget sammen med SF og Enhedslisten”. Det kan f.eks. være på ældre-, handicap- og arbejdsmarkedsområdet.

Omvendt er han også åben for invitationer til forhandlinger om skattelettelser. Men DF har en anden fordelingspolitisk profil end Liberal Alliance og Konservative Folkeparti:

”De andre borgerlige partier kan nok finde hinanden på skattelettelser og effektiviseringer af den offentlige sektor, hvor DF i hjertet er et konservativt parti, som ikke ser staten som en modstander, men som en medspiller, hvor vi skal kunne favne og skabe et land, alle føler sig som en del af. Ikke bare dem, der har fået den bedste start på tilværelsen,” siger Morten Messerschmidt til Jyllands-Posten.

“Vi skal kunne favne og skabe et land, alle føler sig som en del af”

Morten Messerschmidt, DF-formand, til Jyllands-Posten

Svigter ældre og nedslidte

DF-formanden kritiserer i interviewet, at regeringen gør for lidt for at hjælpe inflationsramte danskere. Regeringen vil forhøje ældrechecken med 4700 kroner om året, hvilket støttes af DF, men ellers er der ikke meget at komme efter for de danskere, som lige nu presses voldsomt på økonomien.

Ældre og nedslidte svigtes, mener Morten Messerschmidt, som kalder det en spareøvelse, når regeringen vil erstatte seniorpensionen med en såkaldt “Arne Plus”-model. Arne Plus bliver en sammenlægning af Arne-pensionen og seniorpensionen, men til ringere vilkår end sidstnævnte

Læs interviewet i Jyllands-Posten her: »Bekymret« Messerschmidt sætter hårdt angreb ind mod Mette Frederiksen og SVM-regeringen: »For ensidig liberalistisk«