Slut på Meld & Feld-sagen: Anklagemyndigheden anker ikke frifindelsen af DFs formand Morten Messerschmidt
Kort før jul blev DFs formand Morten Messerschmidt frifundet i byretten for anklager om misbrug af EU-midler og dokumentfalsk i den såkaldte Meld & Feld-sag, og nu står det fast, at frifindelsen bliver sidste punktum i sagen.
Anklagemyndigheden har besluttet, at sagen ikke skal ankes. Det oplyser både Morten Messerschmidt og Anklagemyndigheden til Ritzau.
Morten Messerschmidt glæder sig over endelig at kunne lægge Meld & Feld-sagen bag sig efter syv år. Så længe siden er det, at han første gang blev mødt med beskyldninger om misbrug af EU-midler.
”Jeg har jo gået hen over både jul og nytår med en bevidsthed om, at det kunne være, at sagen skulle køre i landsretten. Det har da tynget at skulle gå med det. Men nu kan jeg endelig glæde mig over at Meld- og Feld-sagen er endegyldigt lukket. Både for mig og min familie, men jo også for Dansk Folkeparti. Det er efter mere end syv år selvfølgelig både rart og en lettelse,” siger Morten Messerschmidt til Ritzau.
Sagen, der handler om et EU-tilskud på 98.836 kroner til en EU-konference i forbindelse med DFs sommergruppemøde i 2015, har to gange været for byretten. I 2021 blev Morten Messerschmidt idømt seks måneders betinget fængsel ved Retten i Lyngby, men dommen blev efterfølgende annulleret, fordi retsformanden blev erklæret inhabil på grund af kritiske Facebook-kommentarer om DF og Messerschmidt. Derfor skulle sagen gå om ved Retten på Frederiksberg, og her blev DF-formanden frifundet den 21. december 2022.
Nu har anklagemyndigheden nærstuderet frifindelsen, og i en pressemeddelelse begrunder statsadvokat Jens-Christian Bülow fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet, hvorfor man ikke vil anke dommen til Landsretten:
”Beslutningen bygger blandt andet på en gennemgang af dommens præmisser og sagens beviser samt sagens forløb – ikke mindst forløbet efter tiltalerejsningen, der førte til to hovedforhandlinger i byretten”.