Sverigedemokraterne (SD) står i den nyeste Yougov-måling til at få 25,7 procent af stemmerne ved Rigsdagsvalget den 9. september
Det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne står til at blive det suverænt største parti ved det kommende rigsdagsvalg 9. september i Sverige.
En ny meningsmåling fra Yougov, som gratisavisen Metro bringer, gør partiet til det med afstand største parti. 25,7 procent vil stemme på Sverigedemokraterne ved det kommende valg, i følge Yougov, mens Socialdemokraterne, som lige nu er det største parti i Rigsdagen, kun står til at få 21,2 procent af stemmerne. Det borgerlige Moderaterne er tredjestørst med 15,9 procent.
For Sverigedemokraterne er der tale om en fremgang på 12,8 procent i forhold til valget i 2014. Der er dog tale om en lille tilbagegang i forhold til forrige Yougov-måling fra juni 2018. Her var SD helt oppe på 28,5 procent af stemmerne.
Også Vänsterpartiet står til en større fremgang i forhold til valget i 2014. Partiet, der svarer til det danske Enhedslisten, står til 9,8 procent i Yougov-målingen. Det er en fremgang på 4,1 procent.