Meghan Markle: En offerhistorie der gav bagslag

0
2517
Prins Harry og Meghan, der stadig bærer titlen hertuginde af Sussex, under interviewet med Oprah Winfrey. Foto: Harpo Productions/Joe Pugliese/Handout via REUTERS

Ingen andre interviews er blevet talt så meget om på forhånd som interviewet med hertugparret Sussex. Et stort show, som har givet bagslag – både i Storbritannien og i hertugindens hjemland USA

Det var iscenesat ned til mindste detalje. Meghan Markle, der stadig har titel af hertuginde af Sussex, havde taget samme diamantarmbånd på, som hendes mands afdøde mor, prinsesse Diana bar under det interview for 25 år siden og som signalerede en lang kamp mellem hende og The Firm, som det britiske kongehus er kendt som. Og i perioder sad hun også som den kvinde, der tog det afgørende opgør med kongehuset: med benene pænt foldet over hinanden.

Det hun sagde var derimod ikke uskyldigt, men giftigt. Da hendes mand, Harry, stødte til under interviewet, var han også mere afdæmpet og direkte nervøs ved situationen. Måske anede han bedre end hende, hvordan især hans egne landsmænd vil tage imod den hårde kritik.

Meget af interviewet gik med at Meghan Markle beklagede sig over, at deres førstefødte, Archibald, ikke med samme fik en kongelig titel. Det britiske kongehus giver normalt ikke titler til regentens oldebørn, men regenten kan vælge at gøre det og har gjort det i forhold til storebror, prins Williams, to ældste børn. Det tog Meghan Markle meget fortrydeligt op, for uden titel fik drengen ikke selvstændige livvagter.

Historien er, at selvom de forlod kongehuset sidste år, ønskede de fortsat fuld politibeskyttelse. Noget der ifølge amerikanske medier ville koste over 40 millioner kroner årligt.

Forsider på britiske tabloidaviser efter søndagens interview med Prins Harry og Meghan.
Foto: Glyn KIRK / AFP

Anonymt

Hendes to mest omtalte kritikpunkter er foreløbig ikke verificerede. Meghan Markle fortalte, at hun var deprimeret og på selvmordets rand – og at hun i den situation bad om hjælp og blev afvist af en ledende embedsmand ved hoffet. Hun fortalte, at et medlem af selve kongefamilien havde sagt upassende og måske racistiske ting om hendes dengang ufødte søn og hans mulige hudfarve.

Heftige ting, hvis de er sande. Hun har senere sagt, at det ikke drejede sig om dronningen eller prins Philip. Men både britiske og amerikanske medier opfordrer hende kraftigt til at sætte navn på, så ikke hele familien skal leve under mistanke.

Og så er der lige det med de ting, som hun sagde under interviewet, som simpelthen ikke kan passe. Som hendes historie om, at hun havde lyst til at blive gift med sin Harry et par dagen inden det store officielle bryllup gik i gang – og så havde hun da bare ringet til ærkebiskoppen af Canterbury. Han har ikke sagt noget i dag, men ledere i kirken afviser historien – man kan ikke blive gift to gange i den anglikanske kirke.

Der var engang: Meghan og Harry fotograferet med dronning Elisabeth i 2018. Foto: POOL New/Ritzau Scanpix

Stakkels dronning

Mange er forarget over, at parret og deres tv-vært, Oprah Winfrey, holdt fast i at udsende interviewet netop nu, hvor dronningen selv må siges at have andet at tænke på. Hendes næsten 100 år gamle mand, prins Philip, har været på hospitalet siden midten af februar. Og selvom lægerne siger, at han reagerer godt på behandlingerne, er de ikke trygge ved at udskrive ham.

Der er ifølge britiske medier en udtalelse på vej fra dronningen om de mest alvorlige anklager fra Meghan Markle.  Den siges at være blevet skrevet hurtigt efter udsendelsen, men dronningen har ønsket betænkningstid.

Prins Harry og Meghan smiler under interviewet med Oprah Winfrey. Dagen derpå synes mange briter ikke, at der er noget at smile af.  Foto: Harpo Productions/Joe Pugliese/Handout via REUTERS

Bagslag

Mere end 40.000 briter har tirsdag svaret på en meningsmåling om programmet. Kun 12 procent fandt, at interviewet i sig selv var i orden. Og næsten ingen har ondt af hertugparret (syv procent), mens over halvdelen (59 procent) finder, at alt det her mest af alt går ud over dronningen og hendes gemal, prins Philip.

Den royale familie samlet i London i 2019. Foto: Daniel LEAL-OLIVAS / AFP

Overraskende nok finder de amerikanske medier ikke uden videre lyst til at tro på deres egen landsmand. Selv landets største – og måske verdens mest woke – avis, New York Times beretter om sagen i meget kølige referater. Avisen New York Post går skridtet videre – her bliver hertuginden kaldt for arrogant og parret bliver kritiseret for ikke at for at fatte, at den almindelige amerikaner har ægte problemer og ikke milliarder i banken som dem.

I amerikanske øjne rammer det hende, at hun har stødt det meste af sin egen familie fra sig – inklusive hendes egen far, der kun bor 120 kilometer fra parret. Thomas Markle var i britisk morgen-tv og såede tvivl om hendes sanddruelighed. Og tilføjede, at hvis han ikke hører fra parret i den næste måneds tid, vil han selv begynde at fortælle historier.

Charmerende.

Kilder: Telegraph, GMB, ITV, New York Times, New York Post