Der er stadig ingen plan for genåbning af kirkerne. Det kritiseres af bl.a. DFs kirkeordfører Marie Krarup. Hun vil nu have kirkeminister Joy Mogensen (S) til at svare på, hvad der gøres for genåbningen af kirkerne
Hvilken plan er der for genåbning af Folkekirken efter coronakrisen? Det spørgsmål har flere kritikere stillet i Kristeligt Dagblad de seneste dage. De mener, at folkekirken er blevet glemt af politikerne.
“Det er lidt beskæmmende, at kirken ikke indgår i nogen form i statsministerens pressemøder. Vi er den organisation i Danmark, der har den største medlemsprocent overhovedet, så jeg savner, at vi bliver adresseret,” sagde sognepræst Kathrine Lilleør torsdag til Kristeligt Dagblad.
Dansk Folkepartis kirkeordfører Marie Krarup har ikke glemt folkekirken. Før påske kritiserede hun, at der ikke kunne findes en løsning, så kirkerne kunne åbne op i påsken, og hun er enig med Kathrine Lilleør og andre kritikere, som efterlyser en genåbningsplan for kirken:
“Jeg er vred over, at kirken ikke er med i en åbningsplan. Ikke nok med, at man bare lukkede kirkerne i påsken uden at undersøge, om det var muligt med coronasikrede andagter, så er kirkerne heller ikke med i åbningsplanerne. Kirken har ingen betydning for regeringen,” skrev Marie Krarup torsdag på Twitter.
Spørgsmål til minister
Marie Krarup har nu fulgt sin kritik op med et §20-spørgsmål til kirkeministeren. Marie Krarup skriver:
“Mener ministeren ikke, at kirken har væsentlig betydning for et stort flertal af danskeres åndelige liv og livsmod, og hvad har ministeren præcis gjort for at sørge for, at kirken kan være tidligt med i åbningstiltagene efter coronaepidemien?”
“KIRKEN HAR INGEN BETYDNING FOR REGERINGEN”
Marie Krarup, kirkeordfører (DF), på Twitter
Professor emeritus Tim Knudsen mener, at regeringens manglende fokus på kirken skyldes en svag ledelse af folkekirken, herunder en svag kirkeminister:
“Om kirkeminister Joy Mogensen (S) kan man sige, at hun ikke har en stærk position i sit parti. Hun er ikke vant til Folketinget. For at sige det skrapt, er hun en ekspeditionsminister for regeringsledelsen. Derfor taler hun ikke med stor vægt i denne regering. Det er en del af forklaringen,” siger Tim Knudsen til Kristeligt Dagblad.