Ægtepar i Sudan blev tvangssepareret, fordi manden konverterede til kristendom. Nu er de anklaget for sex udenfor ægteskabet og manden risikerer 100 piskeslag og udvisning
360 millioner kristne er udsat for forfølgelse på verdensplan. Det anslår organisationen Open Doors i sin nyeste opgørelse.
Forfølgelserne er værst i muslimske lande syd for Sahara, og netop kører en sag i det Sudan, der viser, hvad kristne udsættes for i de mest ultrakonservative muslimske lande.
Det er et ungt par, der sidder på anklagebænken i sagen, som Kristeligt Dagblad omtaler. De blev gift i 2016 og var dengang begge muslimer. To år senere konverterede manden Hamouda til kristendom. Det førte til, at parret efter pres fra familien blev tvunget til at lade sig separere ved en sharia-domstol.
Siden konverterede kvinden også. Det skete efter, at Sudan i 2019 fik en ny sekulær forfatning, da at den mangeårige diktator Omar al-Bashir var blevet styrtet. Indtil da kunne det give dødsstraf at konvertere.
Piskeslag og udvisning
I 2021 var Sudan udsat for et militærkup, og efterfølgende har landet taget flere skridt tilbage til tiden med sharialovgivning.
Derfor er det unge par nu på anklagebænken ved en nye shariadomstol. De nægter at anerkende den separation, de blev idømt i 2018, og kvindens bror har derfor anklaget dem for utroskab og for at have haft sex udenfor ægteskabet.
Manden Hamouda risikerer at blive idømt 100 piskeslag og udvisning af landet i ét år.
Pres mod kristne konvertitter
Organisationen AFD International støtter parrets juridiske forsvar. Sean Nelson, juridisk rådgiver i organisationen siger i en pressemeddelelse, at sagen viser, hvordan kultur om modstand mod konvertitter bruges til at påvirke domstole.
“Kristne konvertitter står over for et alvorligt pres og trusler i Sudan. Samspillet mellem sharia og civile domstole i denne sag viser, hvordan de, der er fjendtlige over for konvertitter, kan få retssystemet til at gå efter folk, der ikke har gjort noget forkert,” siger Sean Nelson i en pressemeddelelse, skriver Kristeligt Dagblad.