Liselott Blixt: Derfor sagde DF nej til aftale om nye tobaksregler

0
3820
Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Trolle

Et bredt flertal landede onsdag en aftale om nye tobaksregler, der skal begrænse antallet af unge, der begynder at ryge. Dansk Folkeparti deltog i forhandlingerne til det sidste, men sprang fra, da flertallet stod fast på et forbud mod smag i e-cigaretter

Et forbud mod at tilsætte smag af f.eks. frugt eller krydderier til e-cigaretter fik Dansk Folkeparti til at springe fra den aftale om “National handleplan mod børn og unges rygning”, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag indgik med et bredt politisk flertal.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt har deltaget i forhandlingerne helt frem til få meter fra målstregen. Men da flertallet stod fast på forbuddet mod at tilsætte anden smag end tobak til e-cigaretter, sagde hun farvel og tak. Liselott Blixt frygter nemlig for konsekvenserne, hvis e-cigaretterne ikke længere må smage af f.eks. vanille eller solbær:

”Det her vil føre til, at flere vil grænsehandle og at flere, som ellers er stoppet med at ryge rigtige cigaretter, fordi de nu damper e-cigaretter, vil gå tilbage til cigaretterne. Det vil også føre til, at flere vil blande smagsstofferne selv. Vi har de seneste dage fået mange mails fra e-cigaret-rygere, som tidligere brugte ribenasaft, mandelsessens, tuttifruttismag osv., før loven om e-cigaretter blev vedtaget i 2016 (hvor det blev tilladt at sælge nikotinvæske, red.). Den slags vil vi komme til at se igen, med risiko for at folk kommer til skade,” siger Liselott Blixt og nævner et eksempel, hvor en person fik ætsninger i halsen, fordi den hjemmeblandede væske løb ud af e-cigaretten.

”De dødsfald man har set i USA med e-cigaretter, skyldes at markedet ikke er reguleret på samme måde som i Danmark, så folk eksperimenterer med deres egne væsker,” siger Liselott Blixt, der også spår, at mange vil vælge købe smagsstoffer fra udenlandske hjemmesider på nettet “hvor der sikkert også bliver solgt værre ting end cigaretvæske,” som hun siger.

“Det vil føre til at flere vil blande smagsstofferne selv”

Liselott Blixt, sundhedsordfører (DF)

E-cigaretter tiltrækker ikke unge

Men frugtsmag og andre smage i e-cigaretter gør dem vel nemmere at bruge for børn og unge, og dermed kan e-cigaretter blive en genvej til at blive rigtig ryger?

”Der er ikke ret mange unge, der ryger e-cigaretter. Der er nogle, der har prøvet det, men det betyder ikke, at de gør det. Vi har mere set, at unge begynder at at bruge snus, især efter at det blev forbudt. Så fordi man forbyder noget, betyder det ikke, at de unge lader være med at bruge det,” siger Liselott Blixt.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke og aftalepartierne fortæller pressen om den politiske aftale om en National Handlingsplan mod børn og unges rygning. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

DF-forslag om styrket undervisning skudt ned

DF-sundhedsordføreren stiller sig også kritisk overfor den del af aftalen, der betyder, at det nu bliver forbudt for elever på skoler og ungdomsuddannelser at ryge i skoletiden, selv om de opholder sig udenfor skolens område. Hun frygter, at det vil gå ud over de svageste elever:

”Jeg er bange for at vi taber nogle af de svageste elever, fordi de bliver smidt ud af skolen, hvis de gentagne gange bliver taget i at ryge. Vi havde i stedet gerne set, at skoler pålægges at undervise om rygning, f.eks. i form af emneuger. Det har man gjort i Norge i 20 år, og det er man også begyndt på i Tyskland, og her har man kunnet se et knæk i antallet af rygere, selv om tyskernes tobakspris ikke er højere end den danske. Så det foreslog vi under forhandlingerne, men det var der ikke opbakning til, for det koster jo penge,” siger Liselott Blixt.

”Jeg er bange for at vi taber nogle af de svageste elever, fordi de bliver smidt ud af skolen, hvis de gentagne gange bliver taget i at ryge”

Liselott Blixt, sundhedsordfører (DF)

Foreslog forbud mod vandpibecaféer

Der var heller ikke opbakning til et andet forslag fra DF, nemlig at forbyde vandpipecafeer. Liselott Blixt kan dog glæde sig over, at DFs fokus på vandpiber i forhandlingerne har ført til, at der er kommet et forbud mod tilsætning af smag til vandpibetobak med i aftalen.

”Da vi så udkastet til den første aftaletekst, stod der intet om vandpiber, og det undrede mig. Derfor tog jeg emnet op, og det har så ført til et forbud mod tilsætning af smag. Men jeg undrer mig over, at vi stadig skal have caféer herhjemme, hvis indtjening er baseret på rygning. Vandpibecafeer tiltrækker jo netop unge, og der er en stor risiko for sygdomme, når folk sidder og deler en vandpiber, så de burde ikke være tilladte,” mener Liselott Blixt.

Tobaksaftalen kan læses her. Liselott Blixt understreger, at Dansk Folkeparti “er enig i 70-80 procent af aftalen”, bortset fra punkterne om e-cigaretter og rygeforbud i skoletiden.

FAKTA: HOVEDPUNKTERNE I DEN NATIONALE HANDLINGSPLAN

  • Tobak væk fra disken
  • Skærpet reklameforbud
  • Neutrale pakker
  • Røgfri skoletid
  • Forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter og tobak
  • Regulering af nikotinprodukter
  • Styrket alderskontrol og strengere straffe
  • Vandpiber – Strammere regler og hårdere straf
  • Hjælp til rygestop
  • Effekt af national handleplan mod børn og unges rygning
  • Initiativer på tobaksområdet og prisudvikling siden år 2000
    Overblik over regulering af produktkategorier