Konservative afviser DF: Vil ikke advare forældre mod omskæring

0
1750
Kenneth Kristensen Berth er medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti i Vallensbæk fik opbakning fra venstrefløjen til forslag om, at kommunens sundhedsplejersker skal fortælle forældre om risikoen ved drengeomskæring. Men det vil det konservative flertal ikke være med til

For nylig vedtog kommunalbestyrelsen i Ballerup, at kommunens sundhedsplejersker fremover skal fortælle muslimske og jødiske forældre om risikoen ved at lade deres drengebørn omskære.

Beslutningen har siden fået politikere i andre kommuner til at overveje lignende initiativer, men i Vallensbæk Kommune kommer det ikke til at ske. Onsdag aften stemte Det Konservative Folkeparti nemlig nej til et forslag fra Dansk Folkeparti om at sundhedsplejen ”i relevante sammenhænge” skal opfordre til, at forældre udsætter omskæring til barnet selv kan tage stilling.

Både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten støttede DFs forslag. Men Det Konservative Folkeparti sidder på ni ud af 15 pladser i kommunalbestyrelsen, og de ni konservative sagde nej. Begrundelse: Vallensbæks konservative mener, at det er Folketinget, der skal træffe den slags beslutninger, ikke kommunerne.

”Det er en lidt besynderlig begrundelse. Vi plejer at få det modsatte at vide – at det er et kommunalt anliggende, hvad sundhedsplejersker skal arbejde med. Men her sender de konservative aben videre til Folketinget,” siger DF’s medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk, Kenneth Kristensen Berth.

“Her sender de konservative aben videre til Folketinget”

Kenneth Kristensen Berth (DF), Vallensbæk

Alvorlige komplikationer

Ifølge den seneste opgørelse, blev der i 2018 foretaget 808 såkaldt ikke-terapeutiske omskæringer, dvs. omskæringer uden om egen læge. Sundhedsstyrelsen og andre kilder mener imidlertid, at tallet for årlige ikke-terapeutiske omskæringer er langt højere, nemlig op mod 2000. Det vil sige at ca. 2000 drenge årligt omskæres, uden nogen medicinsk grund. Af disse ender flere af drengene med alvorlige komplikationer. Rigshospitalet vurderer, at man hver måned har cirka to tilfælde med alvorlige komplikationer fra omskæringer. Det kan være blødninger, fordi der skåret for meget af huden, eller fordi selve glansen på penis er blevet amputeret.

”Vi kan ikke som kommune forbyde omskæringer, men forældrene bør vide, at der er en risiko, når de lader deres dreng omskære. Men det er ikke en nem snak at tage for den enkelte sundhedsplejerske. Derfor ville det være nemmere, hvis de havde politisk rygdækning til at tage snakken i form af en beslutning i kommunalbestyrelsen,” siger Kenneth Kristensen Berth.

Burde være obligatorisk

Over halvdelen af alle nyfødte i Vallensbæk er i dag børn af ikke-etniske danskere. Flertallet af disse har ikke-vestlig baggrund. Derfor bliver mange af Vallensbæks nyfødte drenge omskåret.

”Der er et hav af eksempler på, at omskæringer går galt. Derfor er det vigtigt, at få forældrene til at reflektere over, om det er en god ide, og i en kommune som vores, med en betragtelig del af muslimske borgere, burde det være obligatorisk,” mener Kenneth Kristensen Berth.

Se forslaget fra Dansk Folkeparti her