Hvis den britiske premierminister Boris Johnson som ventet vinder det britiske parlamentsvalg, bliver det en dobbeltsejr. Ikke nok at han vinder over oppositionen – han vinder også over en hel fløj i sit eget parti.
Oppositionen kan regne med støtte og stemmer fra alle Brexit-modstandere. Dermed har de også støtte fra store dele af britisk presse, der har gjort hvad de kunne for at sværte Boris Johnson og hans konservative til i denne valgkamp. Alligevel står de konservative til et absolut flertal ved det britiske parlamentsvalg torsdag – ikke en storsejr, men nok til selv at kunne regere.
På lang sigt vil en sejr til den siddende regering blive et farvel til en hel fløj af partiet. Boris Johnson har selv smidt en række medlemmer af parlamentet ud af gruppen for at stemme imod hans Brexit-plan. De resterende kandidater har alle måttet skrive under på at arbejde med ham for at få Brexit igen og partiet ender dermed som et klart EU-skeptisk parti.
Boris Johnson selv, der onsdag morgen overraskede mulige vælgere med at bringe deres friske mælk ud, har ført den mest energiske – og mest ensidige valgkamp. Antallet af kaniner, der kom op af hatten, passer til et hjørne af en lille have. Til gengæld må han have sagt ordet Brexit mindst 100 gange om dagen.
Hans valgkamp har budt på flere skøre indslag end hvad modstanderne til sammen har fundet på. Som da hans folk huggede en af de romantiske scener fra juleklassikeren Love Actually og lod Boris charmere sig ind hos en ung kvinde.
Eller hvor premierministeren leger actionhelt med en lånt gummiged for at bryde væggen ned til britisk uafhængighed:
De briter, vi her på redaktionen har fulgt i denne valgkamp, synes ikke særligt godt om Boris Johnsons klovnestil. Hans føring i meningsmålingerne bliver i deres øjne nærmest skadet af de manege-klare optrin, men han vinder på at have ét, klart budskab og på sine modstanderes svaghed. Han taler om Brexit, også når han bliver spurgt om noget andet – i mens de vigtigste modstandere undervejs i valgkampen snubler over deres egne ord.
De skotske nationalister, der hader Boris Johnson mere end noget andet i det forhadte London, har undervejs kludret i spørgsmålet om skotsk uafhængighed. Partiets topfolk kan ikke svare på, om uafhængighed fra London eller det at blive i EU er vigtigst for dem. Tilsvarende har DUP fra Nordirland, hvis svigtende støtte til den konservative regering var en af grundene til valget, haft svært ved at overbevise deres vælgere om, at Johnsons aftale med EU er så dårlig igen.
Julemanden fra Labour
Den, der har svigtet mest i denne valgkamp, er Labours Jeremy Corbyn. Hans holdninger til Brexit er så bagvendte, at vi her på ditoverblik.dk skulle bruge flere dages tekst på at forklare dem. Hans gigantiske valgløfter lyder mere end tomme, for hans økonomiske politik vil skade erhvervslivet så meget, at der aldrig vil blive råd til at gennemføre dem.
Hans modvilje mod at udrydde antisemitisme i sit eget parti, der i høj grad samler de muslimske stemmer, har til gengæld kostet ham opbakning fra ikke bare de britiske jøder, men fra en stor del af den britiske elite indenfor kunstverdenen og på universiteterne. Jeremy Corbyn har undervejs også mistet opbakningen fra mange ledende medlemmer af Labour. Enten fordi de ikke tror, han kan vinde valget – eller fordi de frygter, at han vinder det og vil føre landet mod økonomisk kaos med sine gammelmarxistiske ideer.
Derfor har Boris Johnson kunnet fremstille ham som en tosse, der hellere vil ses med ekstremister fra irske IRA eller palæstinensiske Hamas, end gøre noget for Storbritannien. Ikke en helt fair kritik, men det at klovnen slipper af sted med at fremstille sin modstander sådan, viser styrkeforholdet mellem dem.
