Kina: Vesten er på vej ned

0
2090
Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken og med den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan (R) i samtale med Yang Jiechi (2.L), direktør for Kinas centrale udenrigsudvalgskontor og Kinas udenrigsminister Wang Yi. Mødet foregik på Captain Cook Hotel i Anchorage, Alaska. Foto: Frederic J. BROWN / POOL / AFP

USA har holdt det første topmøde med Kina, efter at Joseph R. Biden er blevet præsident. Kineserne brugte mødet til at belære Vesten om, at de er på vej op og vi er på vej ned

Det var i høj grad Yang Jiechi, der førte ordet, da amerikanerne og kineserne i aftes tørnede sammen til et topmøde i delstaten Alaska. Han gælder som kinesernes topdiplomat og har tidligere været udenrigsminister og såmænd også ambassadør til USA. Under mødet talte han dog kinesisk på sin egen distinkte og klare måde – og budskaberne var i høj grad rettet mod hans egne.

I et kvarter belærte han sine værter om at blande sig udenom kinesisk politik. Og i det hele taget vænne sig til at Kina er verdens nye supermagt. Og han kritiserede amerikanerne for at være nedladende og dobbeltmoralske.

”Amerikanerne har amerikansk demokrati – kineserne har kinesisk demokrati,” lød et af hans slagord.

I denne nye kinesiske logik skal man ikke kritisere dem for folkemord på deres egne mindretal som uighurer fordi man selv har udfordringer med det afroamerikanske mindretal. Og man skal slet ikke tale om den kinesiske virus, for ledelsen i Beijing holder fast i, at det har man fået styr på derhjemme. Samtidig taler propagandaen fra kinesisk side om sygdommen som om den slet ikke er opstået i Kina.

Den kinesiske topdiplomat Yang Jiechi førte ordet under mødet med amerikanerne. Foto: Frederic J. BROWN / POOL / AF

Nye tider

For kineserne er det ved at blive hverdagskost at tale ned til amerikanerne. Stemningen hos dem var da også tilsvarende arbejdspræget og et tv-kamera fangede den nuværende kinesiske udenrigsminister Wang Yi tale med Yang Jiechi om at have spist instant nudler lige inden mødet. Amerikanerne derimod er først ved at vænne sig til den kinesiske menu.

Naboerne har allerede fået den nye kinesiske styrke at mærke. Kina er ikke bange for at starte kampe med en anden atommagt, Indien, over den fælles grænse. Eller provokere en anden, Storbritannien, ved at ignorere den fælles aftale om Hong Kong, hvor de aftalte borgerlige friheder bliver mindre dag for dag.

Kineserne satser ikke kun på egen styrke, men også på at amerikanerne ikke længere kan regne med opbakning fra deres gamle allierede, hvis det kommer til åben konflikt – for eksempel over Taiwan. En række lande i Asien er økonomisk afhængige af kineserne og det gælder såmænd også for europæiske nationer som Portugal og Grækenland.

Kilder: CGTN, New York Times, Reuters