Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører kritiserer rewilding-projekt i naturparken Mols Bjerge, hvor køer og heste må klare sig uden foder og hjælp. Biologerne skal overholde dyrevelfærdsloven, fastslår Pia Kjærsgaard
Heste og kvæg, som ikke kan klare sig selv, må sulte og dø. Det er filosofien i Nationalpark Mols Bjerge, som Molslaboratoriet under Naturhistorisk Museum har ansvaret for. “Rewilding” kaldes filosofien, som går ud på at genskabe naturområder uden menneskelig indblanding. Det vil sige uden af fodre dyrene og uden at hjælpe syge dyr.
Men Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard bryder sig ikke om tanken. Udmagrede heste og kalve, der ligger og dør, er ikke en rimelig pris at betale for biologernes plan om mere biodiversitet. En hest skal ikke betale den ultimative pris for, at en blomst kan blomstre, som hun skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
“Vi vil meget gerne arbejde for, at vi kan få genskabt mere biodiversitet. Flere blomster. Et mere rigt dyreliv. Men det må selvfølgelig ikke være på bekostning af andre dyr, som vi er forpligtet til at tage os af og passe på,” skriver Pia Kjærsgaard.
Hestekrigen i Mols Bjerge
Jyllands-Posten bragte søndag en større artikel under overskriften “Hestekrigen i Mols Bjerge”. Her kunne man læse, at Molslaboratoriets “rewilding-filosofi” skaber masser af vrede. De 22 utæmmede exmoor-heste, som er sluppet løs i nationalparken, har nemlig problemer med selv at skaffe føde i øjeblikket. De har mistet en stor del af fedtlaget og må spise gyvel og spinkle egegrene for at klare sig gennem vinteren, og i 2019 måtte 14 heste fjernes, fordi de var for udmagrede. Det har fået folk til at smide gulerødder ind til hestene, hvilket har vakt biologernes vrede. “Det er sabotage,” siger en naturformidler til Jyllands-Posten.
Konflikten understreger for Pia Kjærsgaard, at “rewilding-tanken” slet ikke hører hjemme i Danmark. Ikke desto mindre har den socialdemokratiske regering sammen med sine støttepartier aftalt, at tanken skal udbredes endnu mere. Antallet af nationalparker skal udvides med yderligere 13 naturnationalparker, hvor der kan udsættes store dyr som elg, kvæg, hest og bison, der skal leve efter rewilding-tanken.
Men Pia Kjærsgaard siger nej:
“Jeg må bare sætte foden ned og sige: Det bliver ikke med Dansk Folkepartis stemmer og opbakning, at vi skal se heste, elge, bison og kvæg der render rundt på disse indhegnede områder med brækkede lemmer, betændte øjne elle døende pga. mangel på mad, fordi nogen synes, at natur skal være natur, og at den skal gå sin helt naturlige gang uden menneskelig indblanding,” skriver hun.
“Jeg må bare sætte foden ned og sige: Det bliver ikke med Dansk Folkepartis stemmer”
Pia Kjærsgaard minder om Dyrevelfærdsloven, der slår fast, at:
”Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer”.
”Så nytter det ikke noget, at nogen mener, at disse dyr er at betragte som vilde dyr som solsorten eller egernet og hvor lovens forpligtelser ikke gælder, som den ellers gælder, for de dyr vi enten har som vore kæledyr eller landmanden har i sin besætning,” skriver Pia Kjærsgaard.
“Rendyrket fanatisme”
DFs dyrevelfærdsordfører kalder projektet rendyrket fanatisme og påpeger, at den vilde natur ikke kan genskabes, når dyrene er indhegnet og de ikke har naturlige fjender.
”Danmarks natur er ikke, som den har været en gang. Der er f.eks. kommet mange flere mennesker til, end der var før og jorden bliver dyrket meget mere intenst end før. Derfor er det selvfølgelig naturligt, at naturen er anderledes, end den tidligere har været,” skriver Pia Kjærsgaard, som mener, at biologerne på Naturhistorisk Museum må droppe eksperimenterne og sørge for, at de store dyr i Nationalpark Mols Bjerge får den foder og behandling, de har brug for.
”Præcis ligesom hunden hos hr. og fru Jensen, koen hos landmand Olsen, eller næsehornet i landets dyreparker skal passes ordentlig på og fodres og behandles efter behov, skal landets naturnationalparker selvfølgelig også forpligtes til at tage sig ordentlig af deres dyr. Her kan man ikke sidde dyrenes velfærd og trivsel overhørig, bare fordi man kalder det natur,” skriver Pia Kjærsgaard i Jyllands-Posten.
I følge TV2 Østjylland er Molslaboratoriet i denne uge blevet politianmeldt for sin behandling af dyrene. Det er dyrlæge Jens Kristoffersen, som har anmeldt direktør Bo Skaarup og to navngivne medarbejdere for vanrøgt af dyr og overtrædelse af dyreværnsloven.