Katrine Winkel Holm indstillet til stor pris: ”Hun er en vægtig islamkritisk stemme”

0
2670
Katrine Winkel Holm er præst og debattør. Hun har siden 2006 været medlem af DRs bestyrelse. Foto: Steen Trolle

Sognepræst Katrine Winkel Holm, der sidder i DRs bestyrelse for Dansk Folkeparti, er én otte kandidater til Fonsmark-prisen, som Berlingske uddeler til en markant borgerlig debattør

Sognepræst og debattør Katrine Winkel Holm er en landets skarpeste nationalkonservative stemmer. Det får de jævnligt at høre i Danmarks Radios bestyrelse, hvor Katrine Winkel Holm repræsenterer Dansk Folkeparti. Og det kan læses i Jyllands-Posten, hvor Katrine Winkel Holm har sin egen blog.

Og det kan ses på forsiden af mandagens udgave af Berlingske. Her præsenteres Katrine Winkel Holm nemlig som én af årets otte kandidater til Fonsmark-prisen, som Berlingske uddeler til “markante stemmer, der har bidraget til den borgerlige idedebat”.

Katrine Winkel Holm, der sammen med sin far Søren Krarup var en af medstifterne af Trykkefrihedsselskabet, fremhæves blandt andet som en markant islamkritisk stemme og for ikke at dyrke ‘lejrtænkning’:

“Hun har med sit virke i Trykkefrihedsselskabet og sine debatindlæg også været en vægtig islamkritisk stemme i dansk debat. Både som ivrig kritiker af blasfemiparagraffen og som kritiker af islamistiske trusler mod danske værdier og vores vestlige levevis. I 2021 tog hun også del i debatten om frihedsrettigheder og kritiserede CEPOS’ »lala-liberalisme« og roste socialdemokraten Kaare Dybvad Bek for et konservativt opgør med nutidens selvrealisering. Det viser tydeligt, at Winkel Holm ikke forfalder til sekterisk lejrtænkning mellem rød og blå. For det handler om sagen,” skriver Berlingske.

Opgør med feminisme og institutionalisering af børn

Katrine Winkel Holm, der er søster til DFs folketingsmedlem Marie Krarup, har skrevet flere bøger. I bogen “Rend mig i kødgryderne” fra 2010 tog hun et opgør med den moderne feminisme, hvilket også fremhæves af Berlingske:

“Rend mig i kødgryderne” kritiserer den moderne feminisme og vores samfunds tendens til at institutionalisere børn, så forældre hurtigt kan komme ud på arbejdspladsen og bidrage til konkurrencestatens hamsterhjul. Den debats flammer har siden dengang vokset sig endnu større, og Winkel Holm er en af de borgerlige, der har bidraget til at antænde gnisten,” skriver Berlingske.

Ud over Katrine Winkel Holm er Lykke Friis, Uffe Ellemann-jensen, Anna Libak, Hans Bonde, Lars Rebien Sørensen, Camilla Søe og Kasper Støvring indstillet til Fonsmark-prisen.

Den 250.000 kroner store pris er opkaldt efter den tidligere chefredaktør på Berlingske og Weekendavisen, Henning Fonsmark (1926-2006), som selv var en markant borgerlig tænker. Fonsmark var bl.a. forfatter til bogen ”Historien om den danske utopi”, der udkom i 1991.

Sidste år var Pia Kjærsgaard en af de otte kandidater til Fonsmark-prisen.