Danmarks største borgerlige avis opfordrer på lederplads regeringen til at sige nej til FNs migrationspagt. Konsekvenserne af aftalen er for uigennemskuelige, mener avisen, som mener aftalen kan sætte den danske udlændingepolitik under pres. “Av, av. Den gør nas,” siger politisk kommentator om Jyllands-Postens leder
Onsdag forsvarede statsminister Lars Løkke Rasmussen indædt sin beslutning om at tiltræde FNs migrantpagt i næste uge på et møde i Marrakech i Marokko. Torsdag vågner Løkke så op til en anbefaling om at stemme nej, som han sikkert gerne ville have undværet. Det er nemlig Jyllands-Posten, Danmarks største borgerlige avis, som kommer med en klar opfordring i sin leder: Stem nej til Marrakech.
Jyllands-Posten er enig med kritikkerne i, at FN-pagten rummer betydelige risici. Ganske vist er den ikke juridisk bindende, men det er uvist, hvad det 34 sider lange dokument vil have af konsekvenser, mener Jyllands-Posten:
”På et tidspunkt, hvor regeringen har lovet at udfordre konventionerne – som jo sandelig er bindende – virker det ejendommeligt at gå med i en FN-aftale, som muligvis sætter udlændingelovgivningen under yderligere pres,” skriver avisen – og fortsætter:
”Pagten vil give migranter og flygtninge samme rettigheder, og den forekommer at bløde op på de forskellige juridiske kategorier for mennesker, der flytter sig fra deres eget land. Igen: Rækkevidden er uklar. Al erfaring viser, hvor svært det er at få sendt mennesker, der ikke har lovligt ophold i Danmark, hjem igen. Pagten kan sagtens bidrage til at skabe en ny kutyme, som lige nu er svær at forudse”.
Jyllands-Posten: Man tror det er løgn
Dansk Folkeparti er indtil videre det eneste parti i Folketinget, som er modstander af FN-pagten. Men der er kritiske røster i regeringens egne rækker. De konservatives Naser Khader sagde onsdag under forespørgselsesdebatten om FN-pagten, at han er skeptisk og at hans skepsis deles af den konservative folketingsgruppe. Og Khader sætter fingeren på flere af de samme punkter, som Jyllands-Posten: FN-pagtens multikulturelle dagsorden, den uvisse rækkevidde af pagten og – ikke mindst – dens opfordring til deltagerlandene om ikke at støtte medier, der ”systematisk støtter intolerance”.
Jyllands-Posten skriver om medie-afsnittet:
”Når det hedder sig, at der skal skrides ind over for medier, der ytrer sig kritisk om migration og beslægtede emner, tror man, det er løgn. Teksten er gennemsyret af en kommissæragtig pædagogik, der vil opdrage befolkningerne til at anlægge et bestemt positivt syn på migration og bekæmpe holdninger, der går på tværs. Allerede her burde alle, der er vokset op med Grundtvig og friheden for Loke såvel som for Thor, sige eftertrykkeligt fra. Det er ikke nok hændervridende at henvise til, at der er tale om et kompromis mellem 192 FN-lande. Vi skal jo faktisk kunne leve med konsekvenserne”.
“Teksten er gennemsyret af en kommissæragtig pædagogik, der vil opdrage befolkningerne til at anlægge et bestemt positivt syn på migration og bekæmpe holdninger, der går på tværs”
Jyllands-Posten i leder om FN-pagten om migration
Læs også: Læs hele aftalen på dansk: Her er FN’s omstridte migrations-pagt
“Stemmeforklaring er indenrigspolitisk afværgemanøvre”
Regeringen vil lave en såkaldt stemmeforklaring, der skal præcisere det danske synspunkt, når FN-pagten skal endeligt godkendes på FNs generalforsamling i New York senere på måneden. ”Hvor vi vil præcisere, hvad det går ud på og ikke går ud på,” som Lars Løkke Rasmussen sagde i sidste uge. Her er den danske presse- og ytringsfrihed noget af det, som skal understreges. Jyllands-Posten kalder stemmeforklaringen for en ”indenrigspolitisk afværgemanøvre” og finder det mærkværdigt, at man vil skrive under på en tekst, for derefter at lave en ny tekst, som forklarer, hvad man mener, man ikke har skrevet under på.
I det hele taget er der ikke meget ros til regeringen fra den borgerlige avis’ for dens ageren i Marrakech-sagen. Jyllands-Posten kalder håndteringen amatøragtig, ikke mindst fordi der nu også er forvirring om, hvem der rejser til Marrakech for at tiltræde aftalen på Dannmarks vegne. Udlændinge-og integrationsminister Inger Støjberg var efter sigende tiltænkt rollen som den minister, der skulle tiltræde aftalen, men hun har meldt afbud på en måde, der kunne efterlade indtrykket af, at hun forsøger at lægge afstand til aftalen. Løkke understregede dog onsdag i Folketinget, at Danmark deltager på ministerniveau – og måske i skikkelse af ham selv.
”Det har åbenbart ligget tungt med at finde en minister, der vil stille i Marrakesh. Nu forsikrer statsministeren, at Danmark vil være repræsenteret på ministerniveau. Men hvorfor denne tilbageholdenhed, hvis pagten som påstået er et så positivt bidrag til at løse problemerne med migration? Hele sagen trænger til at blive taget anderledes seriøst. Forberedelsen har ikke været god nok. Den må som minimum skydes til hjørne. Derfor: Sig nej i Marrakesh,” skriver Jyllands-Posten (som har valgt den danske stavemåde til Marrakech).
Jyllands-Postens leder får disse ord med på vejen på twitter af den politiske kommentator Henrik Qvortrup:
”Av, av, regering. Den her Jyllandsposten-leder gør nas. Ærgerligt for Socialdemokratiet, at de lige nåede at slå bak og lægge sig på Lars Løkkes linje, Den her sag er ikke død endnu”.
”Av, av, regering. Den her Jyllandsposten-leder gør nas”
Henrik Qvortrup, politisk kommentator
Folketingsbeslutninger til afstemning torsdag
Folketinget skal torsdag stemme om de beslutningsforslag, som blev fremsat under onsdagens hasteforespørgsel. Dansk Folkeparti har fremsat følgende erklæring, som partiet dog indtil videre kun bakker op om selv:
”Folketinget pålægger regeringen ikke at tiltræde FN-erklæringen Global Compact for Migration”.
Regeringen og Socialdemokratiet ventes at gå sammen om en beslutning, mens Radikale og venstrefløjen stemmer sammen om en tredje folketingsbeslutning.
Læs også: Læs hele aftalen på dansk: Her er FN’s omstridte migrations-pagt