Kravet om at skulle give hånden for at få dansk statsborgerskab er ikke strid med religionsfriheden, vurderer Institut for Menneskerettigheder. Pia Kjærsgaard: Et helt naturligt krav at stille
Det er hverken i strid med religionsfriheden eller menneskerettighederne, hvis man ikke kan få dansk statsborgerskab, fordi man nægter at give hånden af religiøse grunde.
Det vurderer Institut for Menneskerettigheder.
Partierne bag den nye indfødsretsaftale har de seneste dage fastslået, at håndtrykket skal være en obligatorisk del af den ceremoni, som fremover følger med at nyt statsborgerskab. Hvis man nægter at give borgmesteren hånden til ceremonien, bortfalder betingelserne for statsborgerskab.
“Du skal tage imod hele pakken, og håndtrykket er en del af den pakke,” sagde de konservatives indfødsretsordfører Naser Khader til ditOverblik i sidste uge.
Venstres Jan E. Jørgensen sagde dog, at partiet først ville have undersøgt, om det er lovligt at gøre håndtrykket til en betingelse. Og det er det, vurderer Institut for Menneskerettigheder. Ifølge Christian Badse, der er monitoreringschef på instituttet, har flere domme ved Menneskerettighedsdomstolen de seneste år vist, at stater har vide rammer for at formulere krav om, at religiøse forskrifter skal indordne sig samfundets love.
”Dansk statsborgerskab er ikke en menneskeret, og derfor er der store muligheder for at stille krav til de mennesker, der ønsker statsborgerskab. Derfor vil det som udgangspunkt være en politisk beslutning, om f.eks. afvisning af et håndtryk er udtryk for grundlæggende mangel på respekt for danske værdier,” siger Christian Badse til Jyllands-Posten.
Pia Kjærsgaard: Afvisning af håndtryk er diskrimination mod det nye værtsland
Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) mener, at håndtrykket er et helt naturligt krav at stille. På facebook skriver hun:
”I den vestlige del af verden er håndtrykket en del af vores kultur, og det skal også indvandrere naturligvis respektere. En afvisning af håndtryk er diskrimination mod det nye værtsland. Det skal naturligvis også gælde ved ceremonier for nye statsborgere i Danmark. Hvis man ikke kan give et håndtryk, har man allerede signaleret, at viljen til at blive en del af vores fællesskab kan ligge på et meget lille sted. Nye statsborgere skal anerkende, at vi her i landet ikke deler verden op i ”ren og uren”, og at der er lighed mellem mand og kvinde. Der skal være respekt for de danske værdier. Komplet uden forbehold,” skriver Pia Kjærsgaard.
“Hvis man ikke kan give et håndtryk, har man allerede signaleret, at viljen til at blive en del af vores fællesskab kan ligge på et meget lille sted”
Pia Kjærsgaard (DF), formand for Folketinget
Læs også: Nej til statsborgerskab, hvis du ikke vil give hånden