Løsgængeren Inger Støjberg får kontor hos Dansk Folkeparti, som hun også skal dele sekretær med
Inger Støjberg rykker fysisk tæt på Dansk Folkeparti, efter at hun har forladt Venstre. De to partier er blevet enige om at dele en sekretær, ligesom Inger Støjberg får kontor samme sted som DF på Christiansborg.
“I første omgang er det en praktisk ting. I sin egenskab af løsgænger skal hun selvfølgelig sørge for, at hun er betjent på de ledder og kanter, man har brug for som politiker. Og samtidig har vi i Dansk Folkeparti en åbenlys interesse i, at Inger stadig kan udøve sit politiske virke, fordi vi på lange, lange stræk er så enige, som vi er. Så det går op i en højere enhed, og det synes vi, er rigtigt godt,” siger formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.
“Vi har i Dansk Folkeparti en åbenlys interesse i, at Inger stadig kan udøve sit politiske virke, fordi vi på lange, lange stræk er så enige, som vi er”
Kristian Thulesen Dahl til Ritzau
Inger Støjberg forlod Venstre, efter at 33 ud af 41 af Venstres folketingsmedlemmer havde stemt for at stille hende for rigsretten for sagen om adskillelse af asylpar, da Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister. Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har erklæret, at de gerne ser Inger Støjberg melder sig ind hos dem, men Kristian Thulesen Dahl understreger overfor Ritzau, at den nye aftale ikke er at betragte som en indmeldelse.
“Det er klart, at jo tættere et samarbejde vi har, jo bedre set med vores øjne. Og det allerbedste ville være, at Inger meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Men det er en beslutning, der alene ligger hos hende,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Han tilføjer, at Støjberg nu har tid til at sondere terrænet og vurderer, hvordan hun vil arbejde politisk.
“I mellemtiden skal vi så sikre, at hun kan fortsætte sit politiske arbejde. Der er jeg glad for, at hun har kigget i vores retning for at få det til at fungere,” siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.