Hizb ut-Tahrir: Bekæmp integration af muslimer i Danmark

0
3309
Sådan præsenterer Hizb ut-Tahrir sig på facebook.

Hemmeligt strategipapír afslører, at den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir aktivt modarbejder demokrati og integration i Danmark. Peter Kofod (DF) mener, at det igen bør undersøges, om foreningen kan forbydes

”En decideret ondskabsfuld forening”.

Sådan betegner Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, efter at Berlingske de seneste dage har afsløret et strategipapir fra Hizb ut-Tahrir, som viser, at gruppen aktivt modarbejder integrationen af muslimer i Danmark.

Peter Kofod vil nu bede regeringen på ny om at undersøge, om der er grundlag for at forbyde Hizb ut-Tahrir.

”Det er fuldstændig snotforkert, at man tror, man kan komme herop og modarbejde landets love. Der findes en masse lande med en levemåde, der understøtter deres drømmesamfund langt bedre end Danmark. Så hvis det er så frygteligt at være her, så skulle de tage og pakke kufferten,” siger Peter Kofod til Berlingske.

For Hizb ut-Tahrir ønsker ikke, at muslimer skal ”druknes i den fordærvede, lave vestlige kultur”. Derfor arbejder organisationen aktivt på ”bekæmpelse af integration og assimilation i Vestens lave kultur og den forfaldne værdier,” som der står i det hemmelige strategipapir med titlen ”Strategien for Arbejdet i Vesten”, som Berlingske er i besiddelse af. Her kan man også læse, at demokrati og frihed er en ”bedragerisk luftspejling, hvis uduelighed afsløres ved første rystelse”.

“Hvis det er så frygteligt at være her, så skulle de tage og pakke kufferten”

Peter Kofod, retsordfører (DF)

S: En destruktiv strategi

Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye betegner Hizb ut-Tahrirs strategi som destruktiv.

”Det bekymrer mig, at Hizb ut-Tahrir arbejder målrettet på at vende unge danske muslimer mod det samfund, de bor i. Et er, hvis en person eller en familie ikke gider integration, men det er provokerende, at nogen bevidst arbejder på at stikke en kæp i hjulet,” siger han til Berlingske.

Hizb ut-Tahrir afviser at kommentere oplysninger overfor Berlingske. Organisationen siger i en udtalelse, at den ”åbent og offentligt” har arbejdet mod ”værdigmæssig integration og for beskyttelse af den islamiske identitet” i Danmark i 20 år.

Der anslås at være 100 medlemmer af Hizb ut-Tahrir i Danmark. Men organisationens møder overværes ofte af flere hundrede deltagere.

Hizb ut-Tahrir raser over Berlingskes afsløring af sit strategipapir på facebook.