Hadprædikanter må igen rejse ind i Danmark

0
2591
Ismail al-Wahwah tordner mod jøder i en video på Youtube. Nu vurderer Udlændingestyrelsen, at han gerne må komme til Danmark og prædike igen. Hvorfor, oplyses ikke.

Fem prædikanter, som bl.a. har tordnet mod homoseksuelle og indirekte opfordret til kamp mod jøder, er blevet strøget af den såkaldte hadprædikantliste

Ismail al-Wahwah kom i 2017 på listen over hadprædikanter, der ikke længere kunne få indrejse i Danmark. Det skete efter at han i en moske på Nørrebro havde truet indirekte med væbnet kamp mod vestlige politikere og jøder:

“De er en fare for mennesket og en fare for naturen. Hvem vil stoppe dem? Hvem vil skære deres hænder af?,” tordnede han blandt andet.

Men nu er Ismail al-Wahwah, der er ledende figur i Hizb ut-Tahrir i Australien, fjernet fra den såkaldte hadprædikantliste. Dermed kan han igen rejse ind og prædike sine anti-jødiske budskaber i Danmark.

Det skriver Berlingske. Fire andre prædikanter er også fjernet fra listen. Det drejer sig bl.a. om saudiaraberen Salman Alodah, canadiske Muhammed Alshaqreef samt amerikaneren Terry Jones, der har været den eneste kristne prædikant på listen.

Hvorfor de er fjernet, vil udlændingestyrelsen eller Udlændinge- og integrationsministeriet ikke oplyse. Men det vil DFs retsordfører Peter Skaarup nu have udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til at svare på. Det skriver han på Twitter:

Mattias Tesfaye siger til Berlingske, at han har fuld tillid til Udlændingestyrelsens vurdering.

”Og så har jeg i øvrigt ikke nogen intentioner om at ændre på ordningen,” siger han.

Hadprædikantlisten blev indført i 2016 af de borgerlige partier og Socialdemokratiet. Venstrefløjen var imod og Enhedslisten og Det Radikale Venstre vil nu arbejde for at få droppet listen.

På Youtube ligger der flere videoer, hvor man bl.a. kan se Ismail al-Wahwah tordne mod jøder. Det er ham, som Udlændingestyrelsen atter mener skal kunne prædike i Danmark: