Grundtvig Centret sikret med ny stor forskningsaftale

0
1450
Aftalen om fordelingen af forskningsreserven belv præsenteret for pressen ved et såkaldt doorstep fredag ved middagstid i Uddannelses- og forskningsministeriet. Her taler Dansk Folkepartis uddannelses- og forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Folketingets partier er blevet enige om fordelingen af forskningsreserven for 2021 på 2,8 mia. kroner. Med i aftalen er også 10 mio. kroner, så Center for Grundtvigforskning kan fortsætte sit arbejde med at digitalisere Grundtvigs tekster

Arbejdet med at digitalisere digterpræsten N.F.S. Grundtvigs værker kan fortsætte endnu et år. En stor aftale om fordeling af forskningsreserven blev indgået fredag, og med i aftalen er 10 millioner kroner til Center for Grundtvigforskning i Aarhus i 2021. Dermed får centret endnu et år til at fortsætte det omfattende arbejde med digitaliseringen af Grundtvigs enorme arbejde, som blev sat i gang i 2010 og var planlagt til at fortsætte til 2030.

For to måneder siden så det ellers ud til, at arbejdet måtte stoppe. Regeringen havde nemlig sløjfet den årlige bevilling på 10 mio. kr. i sit finanslovsudspil. Det udløste vrede og frustration blandt Grundtvigs-forskere, og Dansk Folkeparti kaldte beslutningen “helt uacceptabel”. Men nu er bevillingen til endnu et år sikret, og det glæder Jens Henrik Thulesen Dahl, der er forsknings- og uddannelsesordfører i DF:

”I Dansk Folkeparti er vi glade for at kunne sikre fortsættelsen af Center for Grundtvigforskning og dermed sikre en fuldstændig afgørende del af den danske kulturarv for eftertiden,” sagde han, da aftalen fredag blev offentliggjort ved et såkaldt ”doorstep” i Uddannelses – og Forskningsministeriet.

2,8 milliarder kroner fordeles

I alt fordeler aftalen 2,8 milliarder kroner. Af disse skal 2,1 milliarder kroner målrettes fire grønne forskningsområder, såkaldte missioner, nemlig: CO2-fangst, grønne brændstoffer (Power-to-x mv.), landbrug og cirkulær økonomi til gavn for den grønne omstilling samt arbejdspladser i hele landet og danske virksomheders bundlinje.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og Folketingets partier præsenterer årets aftale om forskningsreserven på et doorstep i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jens Henrik Thulesen Dahl glæder sig over aftalen, som han mener er afbalanceret og sikrer store og brede forskningssatsninger. Han fremhæver, at robot- og droneområdet er højt prioriteret i aftalen:

”Vi ser med glæde, at aftalen åbner vid mulighed for at inddrage og udnytte den position Danmark har på robot- og droneområdet i forbindelse med udvikling af nye løsninger til den grønne omstilling. Det er vigtigt for Danmark, og det er i særdeleshed vigtigt for Fyn, som er en førende landsdel inden for robot- og droneteknologi,” siger han.

“Diskriminerende program”

Det er dog ikke alt i aftalen, som DF bakker op. Partiet har valgt at stå udenfor delaftalen om Inge Lehmann-programmet, der skal “fremme en mere ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark”.

”Vi har valgt at stå udenfor delaftalen om Inge Lehmann programmet, da det er et meget diskriminerende program overfor kvinder ved at placere dem forrest i køen alene på baggrund af deres køn. I Dansk Folkeparti er vi tværtimod optagede af lige muligheder for alle forskere, uanset køn,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Hele aftalen kan læses her.